De overdækkede knallerter indtager vejene i provinsen

Antallet af indregistrerede kabinescootere er mere end fordoblet i perioden 2019 til 2021.

Marie Hansen fra Orø er en af dem, der har anskaffet sig en kabinescooter. (Foto: Trine Warrer Juul © (c) DR)

Tidligere fremgik det, at man ikke skal have kørtkort til en kabinescooter, der kan køre 30 km/t. Det er ikke helt korrekt. Er man mellem 15-18 år skal man have knallertkørekort. DR beklager fejlen.

Et helt nyt køretøj vinder frem i øjeblikket – særlig på landet.

Kabinescooteren. Den trehjulede, overdækkede knallert er blevet populær de senere år, og siden 2019 har man indregistreret kabinescootere med nummerplader. På de år er antallet af kabinescootere steget fra 738 om året i 2019 til knap 2.000 indregistrerede kabinescootere i 2021, viser tal, DR har fået fra bilstatistik.dk.

Det er især de ældre, der er begejstrede for det lille transportmiddel.

76-årige Marie Hansen, der bor på Orø, er en af dem, der har anskaffet sig en kabinescooter for et år siden. For hende gør kabinescootere det nemmere at komme rundt og få oplevelser.

- Jeg har anskaffet mig en, fordi jeg elsker min frihed, og så har vi jo ikke så mange offentlige transportmidler herovre - eller vi har ikke nogen, siger hun.

Men man skal ikke vente, til man er alt for gammel, med at skifte bilen ud med en kabinescooter, mener Marie Hansen.

- Jeg synes jo, det er nemt, men den er kvik, og man skal være meget opmærksom hele tiden. Så man skal ikke vente, til man er 90 år, før man køber en, siger hun.

Marie Hansen har købt kabinescooteren for at få nemmere ved at komme rundt til oplevelser og fritidsinteresser. (Foto: Trine Warrer Juul © (c) DR)

Stigende benzinpriser kan friste flere

Med en stigning i antallet af ældre og benzinpriser, der buldrer derudaf, så kommer vi nok til at se endnu flere kabinescootere i trafikken, vurderer Pernille Ehlers, der er chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

- Jeg kan godt forestille mig, at ældre mennesker vil synes, det er bedre og billigere at køre i sådan en, så jeg kan godt forestille mig, at der vil komme flere hen ad vejen, siger hun.

De kræver ikke kørekort eller undervisning, når man anskaffer sig en, hvis man bare er over 18 år. Er man mellem 15-18 år skal man have knallertkørekort. Men uanset om man er over eller under 18 år er det en god idé at øve sig, inden man kaster sig ud i trafikken, siger Pernille Ehlers.

- Selvom der ikke er krav om, at man ligefrem skal tage undervisning i det (når man er over 18 år, red.), så synes jeg, det er en god idé, at man gør det af sig selv.

- Når man køber den, skal man lige få forhandleren til at vise sig, hvordan den fungerer, og det er en god idé, at man lige øver sig i, hvordan man kommer rundt om hjørner og op og ned ad kantstenene, inden man kaster sig ud i trafikken, så man har en god fornemmelse af, hvor meget man fylder, og hvordan man orienterer sig, siger hun.

Selvom de trehjulede kabinescootere ikke kræver bilkørekort, skal man alligevel tænke sig om, hvis man har mistet kørekortet, siger Pernille Ehlers.

- Man skal også være opmærksom på, at hvis man ikke kan køre bil mere af helbredsmæssige årsager, så skal man måske lige overveje, om man kan køre i denne her kabinescooter uden at komme ud i farlige situationer i trafikken.

Bilister skal tage hensyn

Kabinescooterne skal køre på cykelstierne, hvis der altså er en, og den er bred nok, men ellers kører de på landevejene sammen med bilerne, og det er ikke alle bilister, der har tålmodighed med de små køretøjer.

Det har Marie Hansen selv oplevet flere gange.

- Forleden dag var der en, der overhalede mig i en stor sort bil, og den fik ikke for lidt, da han kørte uden om, så det var nok tegn på, at han var lidt irriteret.

Men det er vigtigt, at man husker at vise hensyn som bilist, siger chefkonsulenten i Rådet for Sikker Trafik.

- Man skal lade være med at blive irriteret på dem, for de kan jo ikke køre så hurtigt. De fylder lidt på vejen, men nogle gange skal man være lidt tålmodig og vente, til man rent faktisk kan overhale, siger Pernille Ehlers.

Marie Hansen har investeret lige knap 50.000 kroner i sin scooter, men de kan både findes lidt billigere og lidt dyrere. Den kører på strøm, og den maksimale lovlige hastighed er 30 kilometer i timen.

Vælger man en firhjulet kabinescooter, kræver den kørekort til bil og må køre 45 kilometer i timen.