Kæmpesommerhuse var ulovlige: Udvalg anbefaler nedrivning

Står det til Teknik-, Miljø-, og Ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune skal ti nybyggede kæmpesommerhuse i Marielyst rives ned, fordi de er opført i strid med loven.

De er disse ti kæmpesommerhuse, som et flertal i Teknik-, Miljø-, og Ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune nu vil rive ned. (Foto: (Privat foto) © (Privatfoto))

Høj musik, fest til den lyse morgen og poolpartys bliver der ikke meget af i ti kæmpesommerhuse i Marielyst på Falster.

De ti luksussommerhuse, som er bygget færdige eller er ved at blive bygget, er nemlig ulovligt opført, og derfor skal de rives ned.

Det mener et flertal bestående af Venstre, SF og Socialdemokratiet i Guldborgsund Kommunes Teknik, Miljø og Ejendomsudvalg.

Det er Planklagenævnet, der har afgjort, at husene er ulovligt opført, og at kommunen i strid med lokalplanen gav byggetilladelse til de over 200 kvadratmeter store sommerhuse.

Naboer jubler

Det er en helt fantastisk nyhed, mener Flemming Dan Nielsen, der er nabo til kæmpesommerhusene.

- Det varmer mit retfærdighedshjerte. Det er helt vildt, siger han.

Men afgørelsen betyder ikke, at Flemming Dan Nielsen og de andre naboer læner sig tilbage. For kampen er ikke slut endnu, mener han.

- Nu har vi brugt omkring halvandet år på den her sag, og vi har set mange finurlige ting, så derfor er vi parate og stadig kampklar. Vi er ikke klar til at trække champagnen op endnu, siger Flemming Dan Nielsen.

Poolsommerhusene er på mere end 200 kvadratmeter. (Foto: (Privat foto) © (Privatfoto))

Den foreløbige afgørelse møder ikke samme glæde hos Peter Bring-Larsen fra Guldborgsundlisten, der er formand for Teknik, Miljø- og Ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune.

- Der skal ikke være tvivl om, at man skal kunne tro på en lokalplan, når man laver den, men det er vanvittigt at rive helt nye huse ned, siger han.

Også borgmester John Brædder fra Guldborgsundlisten er dybt rystet over sagen.

- Ingen har haft til hensigt at træffe en beslutning, der er imod reglerne, og vores jurister i forvaltningen har vurderet, at byggeriet var lovligt, siger han.

Det var dog ikke en enig forvaltning, der anbefalede byggetilladelsen. En del af forvaltningen advarede mod at give byggetilladelse, fordi den var i strid med loven.

Kommunalforsker: Ingen god løsning

Planklagenævnet har i deres afgørelse givet Guldborgsund Kommune to muligheder for at rette op på fejlen. De kan enten rive husene ned eller lave en ny lokalplan for området og på den måde lovliggøre kæmpesommerhusene.

Men uanset hvilken mulighed, det ender med står Guldborgsund Kommune med en uheldig sag hængende over hovedet, mener kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch.

- Der er ingen gode veje ud af det her for kommunen. Enten bliver de hevet i retten af naboerne, hvis husene får lov til at blive. Eller også bliver kommunen hevet i retten af bygherren, hvis husene skal rives ned, siger Roger Buch.

Udover at sommerhusene skal rives ned, mener udvalget, at der bør laves en ny bevarende lokalplan for området.

Sagen er ikke endeligt afgjort endnu.

Anbefalingen, med et flertal for nedrivning af sommerhusene fra Teknikudvalget, bliver sendt videre til først Økonomiudvalget og dernæst byrådet i Guldborgsund Kommune, hvor afgørelsen falder.

Byggeriet i Marielyst er bare én af flere sager, som har sat gang i debatten om, hvorvidt de såkaldte luksussommerhuse er i strid med loven.

Senest i Hjørring Kommune, hvor byrådsmedlemmer fra SF og Enhedslisten forsøgte at få standset byggeriet af et sommerhus på 300 kvadratmeter. Det var der ikke opbakning til.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk