Knuthenborg overtager pensionerede cirkuselefanter

Onsdag er det officielt, at de tre elefanter fra Cirkus Arena og en elefant fra Cirkus Trapez skal til Knuthenborg Safaripark.

Knuthenborg Safaripark bliver et nyt hjem for Danmarks fire cirkuselefanter, Ramboline, Lara, Djungla og Jenny.

Det har Fødevareministeriet besluttet.

- De har skabt nogle rigtige gode vilkår for de fire elefanter, der nu skal på pension, siger fødevarerminister Mogens Jensen, der sammen med fødevareministeriet købte de fire elefanter for 11 millioner kroner tidligere på året.

Parken har et areal på 440 hektar, og de fire elefanter vil få 150.000 kvadratmeter at boltre sig på, når de flytter ind.

Når alle tilladelser er på plads, regner Knuthenborg Safaripark med, at der går omkring otte måneder, før elefanternes nye hjem er bygget færdigt.

Tre af cirkuselefanterne kommer fra Cirkus Arena og bor i Slagelse - det er Lara, Djungla og Jenny, mens den fjerde elefant, Ramboline, kommer fra Cirkus Trapez i Sønderjylland.

Cirkus Arena: 'Glad på elefanternes vegne'

I elefantanlægget i Slagelse står direktøren for Cirkus Arena, Benny Berdino, og stråler over morgenens nyheder.

Sidste år indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet en aftale om at sætte en stopper for vilde dyr i cirkusmanegen. Cirkus Arena har tre afrikanske elefanter, Lara og Djungla på 31 år og Jenny på 29 år. Elefantdomptør Rudi Althoff har i fem år passet elefanterne. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

- Det samarbejde, som vi har haft med Dyrenes Beskyttelse, Knuthenborg Safaripark og Cirkus Arena, er jeg glad for lykkedes. Jeg er en glad mand på elefanternes vegne, men jeg er ikke så glad på cirkussets vegne, fordi vi ikke har elefanterne længere, lyder det fra Benny Berdino.

Direktøren er dog lettet over, at cirkuselefanternes fremtid er afgjort.

- Vi har haft et halvandet år i uvished omkring elefanternes skæbne. Vi har set skriften på væggen, og vi indså, at vi vil følge den udvikling, der er i samfundet, siger direktøren.

Derudover mener han, at Knuthenborg er det oplagte sted for cirkuselefanternes pension.

- Knuthenborg har nogle kæmpe arealer. Der var ikke nogen, der kunne tilbyde så fantastiske forhold. Elefanterne kommer i de helt rigtige rammer, siger Benny Berdino, der beholder elefanterne i Slagelse, til elefantanlægget er klar.

Knuthenborg: 'Elefanterne skal lære at agere elefanter'

Skovriddersletten, hvor elefanterne skal flytte ind i Knuthenborg Safaripark, er lige nu et stort græsareal.

Men inden for de næste otte måneder bliver anlægget forvandlet til cirkuselefanternes nye hjem.

I Knuthenborg Safaripark har de lånt en elefant i glasfibre for at sammenligne størrelsen. (Foto: Kimmie Hetland © DR Sjælland)

- Vi skal have skabt et areal, hvor elefanterne kan vise deres naturlige adfærd som på den afrikanske savanne. Her kommer der til at være mudderhuller, sandbade og vandhuller, de kan bade i. Der vil også ligge væltede stammer, som de kan gnubbe sig op ad, fortæller Rasmus Nielsen, der er chefzoolog i Knuthenborg Safaripark.

Ifølge chefzoologen er missionen, at elefanterne skal lære at agere som elefanter, som hvis de levede i naturen.

- Elefanterne har lært en anden type adfærd de seneste mange år. Nu skal de til at lære noget nyt og gøre det, som elefanter gør i naturen. Det er bare at gå og hygge sig og spise grene. De skal også være vant til at samarbejde med os på en hel ny måde, fordi de har været vant til at være tæt på deres menneskelige trænere, siger Rasmus Nielsen, der føler sig godt rustet til den store opgave.

Alis skæbne endnu ikke afgjort

Under et pressemøde ved Knuthenborg Safaripark i formiddag forklarede dyreparken, at det er endnu uvidst, om kamelen Ali skal med til Lolland.

Kamelen Ali fik meget omtale ved Folketingets åbning, hvor Mette Frederiksen nævnte kamelen og de fire cirkuselefanter i sin tale, som du kan høre i lydklippet.

Safariparken forklarer, at kamelens helbred skranter, så nu skal den have en veterinærfaglig vurdering, før der tages stilling til, om den skal til Knuthenborg Safaripark.

Hvis kamelen Ali har det godt nok til at flytte, så kommer den i fremtiden ikke til at græsse med de fire cirkuselefanter, understreger dyreparken, der påpeger, at kamelen ville gå med de andre kameler, mens elefanterne ville gå i deres eget anlæg i parken.

En gevinst for turisterne og Lolland

Nyheden om elefanterne vækker glæde hos Lollands socialdemokratiske borgmester, Holger Schou Rasmussen.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at elefanterne skal til Knuthenborg Safaripark. I mine øjne er det også den mest oplagte park til at rumme så store dyr. Der skal de nok blive behandlet godt, siger han.

De nye dyr er også en gevinst for turisterne i området, mener den lollandske borgmester.

- Vi har en utrolig attraktiv dyrepark i Knuthenborg, og at der nu også kommer elefanter til, som passer ind i de andre afrikanske dyr, gør parken kun mere attraktiv.

Knuthenborg Safaripark på Lolland har ikke haft elefanter siden 1970'erne.

Om elefantanlægget i Knuthenborg Safaripark

  • Elefanterne får et udeanlæg på omkring 150.000 kvadratmeter og en stald på omkring 2000 kvadratmeter.

  • Elefanterne er nu omkring 30 år gamle, og det forventes, at de kan leve i yderligere 30 år.

  • Man vurderer, at det vil koste omkring to millioner om året at drifte det nye elefantanlæg.Kilde: Knuthenborg Safaripark

OPDATERET KLOKKEN 11.34: Artiklen er opdateret med et afsnit, som forholder sig til det seneste nyt om kamelen Ali.