Kørelærere: Forældre skal med på skolebænken, når unge tager kørekort

Et stigende antal 17-årige bilister sigtes for at køre uden ledsager.

Dansk Kørelærerunion vil opdrage forældre til at forstå vigtigheden af at være ledsager til den 17-årige, der tager kørekort. (© Colourbox)

Forældre skal tilbage til teoriundervisningen og lære vigtigheden af at være ledsager til 17-årige, der tager kørekort.

Sådan lyder opfordringen fra Dansk Kørelærerunion, der oplever, at de 17-årige slækker på reglerne om at have en erfaren ledsager med på passagersædet.

- Jeg havde en elev, der fortalte mig, at vedkommendes far havde sagt: "Du kører bare, og hvis du bliver stoppet, skal jeg nok betale bøden". Det er jo under al kritik, at man kan finde på at sige sådan. Det er ikke særligt ansvarligt, siger Bent Grue, der er formand for Dansk Kørelærerunion og kørelærer i Kalundborg.

Forældre skal med til undervisningen

Bent Grue mener derfor, at forældrene skal med på skolebænken, når den 17-årige tager sit kørekort, hvis ordningen fortsætter i det nye år.

- Det vil give mening, at man planlagde en undervisningsgang eller to, hvor forældrene også skal være med. Så kan de lære vigtigheden af, at de sidder med i bilen, siger formanden.

Forsøget med ledsagerordningen blev indført i håb om at nedbringe antallet af færdselsulykker, hvor helt unge bilister er involveret.

Den erfarne ledsager er derfor helt afgørende for, at ordningen giver mening, vurderer formanden for Dansk Kørelærerunion.

- Når man får kørekort som 17-årig, får man ikke kortet til at køre alene. Jeg mener, at politiet skal se, om man kan slå hårdere ned over for unge, der vælger at køre uden ledsager og opdrage forældrene til, at de skal sidde ved siden af de unge, siger Bent Grue.

Den manglende ledsager er også den hyppigste lovovertrædelse blandt de 17-årige bilister hos både Midt- og Vestsjællands Politi og hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Indtil videre har de to politikredse i år sigtet 18 unge bilister for at køre uden ledsager, hvorimod kun tre unge blev sigtet i det første år af forsøgsordningen.

Straffen skal hæves for at køre uden ledsager

I dag er straffen for at køre uden ledsager en bøde på 3.000 kroner, men det skræmmer ikke nok, mener Bent Grue.

- Det kunne jo gå så vidt, at hvis du ikke kan finde ud af at sidde bag rattet med en ledsager, er du ikke berettiget til at have kørekortet, før du er 18 år. Så må man jo inddrage det, siger han.

Chefkonsulent Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik er enig i, at man bør se på strafferammen.

- Det er en ret alvorlig overtrædelse. Ledsageren er hele betingelsen for, at man får lov til at køre som 17-årig. Man kunne godt forestille sig, at det var en god idé at se på, om sanktionen er hård nok, siger hun.

Forsøgsordningen med kørekort til 17-årige har fungeret siden 1. januar 2017 og var planlagt til at udløbe 1. januar 2020. Ordningen bliver i øjeblikket evalueret og forsætter i sin oprindelige form, indtil andet bliver besluttet.

Krav til 17-årige med kørekort

  • Der skal være en erfaren bilist med som ledsager

  • Ledsageren skal være mindst 30 år

  • Ledsageren skal have haft førerret til kategori B (almindelig bil) i de seneste 10 år

  • Ledsageren skal være i besiddelse af et gyldigt kørekort til kategori B (almindelig bil), der er udstedt i Danmark

  • Ledsageren må ikke være frakendt førerretten betinget eller ubetinget i de seneste 10 år.

  • Ledsageren fungerer som ledsager under kørslen

  • Ledsageren skal sidde på forreste passagersæde under kørslen

  • Ledsageren skal under kørslen have sit kørekort på sig og på forlangende vise det til politiet

  • Ledsageren skal på alle tidspunkter under kørslen være opmærksom på omkringværende trafikale forhold og bistå føreren med råd og vejledning

  • Ledsageren skal på alle tidspunkter under kørslen være i stand til at føre køretøjet i overensstemmelse med færdselslovens almindelige regler

  • Kilde: Færdselsstyrelsen