Kom ind bag murene på danske herregårde

33 danske herregårde inviterer søndag for første gang publikum indenfor på Herregårdenes Dag.

Godsejer Hans Christian Teisen ved Vognserup Gods vil søndag fortælle historier om godset til publikum, når der for første gang bliver afholdt Herregårdenes Dag. (Foto: © Trine Warrer Juul, DR Sjælland)

Landets over 700 herregårde har haft en enorm betydning for arbejdspladser på landet og er en del af vores kulturhistorie.

Men mange af os kender ikke længere deres historie eller betydning.

Det skal ændres, mener herregårdsmuseet Gammel Estrup. Derfor holder en del af herregårdene søndag åbent for publikum for første gang til Herregårdenes Dag.

En af dem er Vognserup Gods ved Kundby i Vestsjælland.

Her vil godsejer Hans Christian Teisen vise rundt i parken og fortælle om de mange guldaldermalerier, som er blevet malet på stedet blandt andet af kunstneren Johan Thomas Lundbye fra Kalundborg, som ofte kom på godset.

  • Vognserup Gods ved Kundby åbner op for publikum i denne weekend sammen med andre godser landet over. (Foto: © Trine Warrer Juul, DR Sjælland)
  • Søndersøen, som er afbilledet på flere guldaldermalerier, blandt andet af J. Th. Lundbye i 1847. Maleriet hænger på Hirschsprungske Samling. (Foto: © Trine Warrer Juul, DR Sjælland)
  • Der er ingen mulighed for overnatning eller spisning på godset, og det er et bevidst valg, fortæller godsejer Hans Christian Teisen, der dog lejer den nyrenoverede staklade ud til arrangementer. (Foto: © Trine Warrer Juul, DR Sjælland)
1 / 3

- Han tog sin gode ven P.C. Skovgaard med, og de boede her i lange perioder, og har malet en masse malerier, som gør at Vognserup-malerier hænger på 15 museer rundt om i landet, fortæller Hans Christian Teisen.

Vognserup Gods har normalt ikke offentlig adgang. Derfor mener Hans Christian Teisen, at det er vigtigt at åbne op for herregården på søndag, så publikum kan få en indsigt i den danske kulturarv.

- Det er et godt initiativ at udbrede kendskabet til herregårdene.

Publikum kan komme bag lukkede døre

I alt er der 730 herregårde i Danmark. Heraf åbner over 30 af dem dørene i år, når der for første gang der holdes Herregårdenes Dag.

- De åbne herregårde er spredt ret godt ud over landet, og så håber vi, der kommer mange flere med næste år, så flest muligt kan komme ud og se deres lokale herregård, siger Marie Elkjær, der er museumsinspektør på herregårdsmuseet Gammel Estrup.

De har taget initiativ til arrangementet for at sætte fokus på de danske slotte og herregårde.

Mange herregårde har i dag indrettet sig med hotel eller anden kommerciel virksomhed, men der er også mange, hvor offentligheden ikke har adgang i det daglige.

På Vognserup Gods udlejer de ganske vist den renoverede staklade til fester, men de tilbyder hverken overnatning eller bespisning af gæsterne.

- Vi kan godt lide at bevare det herregårdsmiljø, der har været. Her er stille og roligt. Hvis der var fest og tumult 24 timer i døgnet, ville det være for meget, siger godsejer Hans Christian Teisen.

Museumsinspektør Marie Elkjær er glad for, at herregårde som Vognserup, der normalt ikke har offentlig adgang, åbner dørene på Herregårdenes Dag.

- Når man sidder på sådan et stort stykke kulturarv, så er det også vigtigt, man viser det frem for folk, siger hun.

Det er op til herregårdene selv, om de vil tage entre på dagen, eller om de åbner for hele gården eller haven.

Derudover kan åbningstiderne variere fra herregård til herregård, hvornår de holder åbent på søndag.