Kommission: Selvkørende biler bør testes på Lolland

Kommission anbefaler øen som testområde på grund af størrelse og blandingen af land og by.

Selvkørende busser kan blive en del af trafikken på Lolland. Det anbefaler Siri-kommissionen, der undersøger udvikling inden for kunstig intelligens. Her er det en af Arrivas selvkørende busser udstillet på Folkemødet på Bornholm i juni i år. (Foto: Grit Munk © Grit Munk)

Lolland bør være hele landets testområde for førerløse køretøjer.

Det mener Siri-kommissionen, der er nedsat for at kortlægge, hvordan Danmark kan udnytte udviklingen indenfor kunstig intelligens.

En arbejdsgruppe med blandt andet repræsentanter for forskning, transporterhverv, teknologisektor og designsektor anbefaler politikerne at satse på et såkaldt fuldskala testområde med førerløs teknologi i Danmark. Det vil sige, at selvkørende biler testes som en del af den almindelige trafik sammen med alle de andre trafikanter.

Og i arbejdsgruppen er der altså enighed om, at Lolland vil være det oplagte sted, siger kommissionens formand, Thomas Damkjær Petersen, der også er formand for Ingeniørforeningen IDA.

- Lolland har en passende størrelse og indeholder en god blanding af land og by, som vi mener er en god case, siger Thomas Damkjær Petersen, der desuden lægger vægt på, at Lolland er en ø og derved et geografisk afgrænset område.

Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) krydser fingre for, at det kan lykkes at lave et testområde på Lolland.

- Vi vil rigtig gerne være med. Hvis kommissionen peger på Lolland som en base for at lave det første skalaforsøg md førerløse biler, så er vi absolut med på vognen, siger han.

Regionsformand Jens Stenbæk (V) kalder det oplagt:

- Jeg ser ikke, at førerløs teknologi er det, der skal løse trængselsproblemerne i de store byer, men netop løse de udfordringer vi har i at sikre et godt kollektivt trafiktilbud i vores yderområder, siger han.

Projekter i rigtige byer med rigtige mennesker

Sjællands største busselskab Arriva har allerede flere projekter, der handler om selvkørende teknologi. Arriva er ikke så optaget af geografien, men mere af at der kommer et fullsize testområde:

- Det kan ikke blive ved, at vi kører selvkørende forsøg i lukkede områder, som i øvrigt ikke må medtage rigtige passagerer, siger direktør for forretningsudvikling i Arriva, Jens Bo Jacobsen.

Han mener, at de er brug for projekter i rigtige byer, som flytter rigtige mennesker.

Håbet er ifølge arbejdsgruppen, at der i løbet af et år er udpeget et testområde, hvor transportfirmaer og andre kan begynde at køre med førerløse køretøjer i rigtig trafik.

Facebook
Twitter