Kommune sætter droner ind mod måger

I Holbæk skal nylagte mågeæg sprøjtes med paraffinolie, så æggene ikke klækkes ud.

Holbæk Kommune tager nu droner i brug, for at komme mågerne til livs. Kommunen bruger droner til at finde mågernes æg og til at sprøjte dem med paraffinolie. (Foto: Mads Jakobsen © Holbæk Kommune)

Holbæk har nu taget et noget utraditionelt våben i brug mod byens allestedsnærværende, skrigende måger.

Det oplyser kommunen på sin Facebook-side.

Våbnet er droner, der i disse dage er ved at kortlægge mågernes reder på de kommunale bygninger.

Når mågerne begynder at lægge æg i de kommende uger, bliver det muligt med dronen at sprøjte paraffinolie ud over æggene.

Det bevirker, at skallen forsegles og derved steriliserer ægget, og så kommer der ingen unger ud af det.

Mågerne har udviklet sig til en veritabel plage, siger miljømedarbejder i Holbæk, Karen Christensen.

- Mågerne er aggressive og tager maden fra folks borde, når de sidder på caféerne. De sviner også. Det de indtager skal også ud, siger hun.

Et andet problem er ifølge Karen Christensen, at de skriger så højt i et havneområde, der nu også bruges til beboelse.

Og dronerne gør det billigere at bekæmpe mågerne.

- Det er meget dyrt at leje en lift, for at komme op og kigge på tagene. Det er der overhovedet ikke økonomiske ressourcer til i kommunen. Så vi syntes denne idé var meget skæg, siger hun.

Birgitte Skovgaard Jensen spørger Holbæk Kommune på Facebook, hvordan kommunen skelner mellem de æg, der er nylagte og de æg, der er ved at klækkes?

Kommunen svarer, at mågerne ikke er begyndt at lægge æg endnu.

- Dronen vil flyve over de kortlagte reder flere gange med cirka en uges mellemrum, efter æglægningen er begyndt, og sprøjte paraffinolie ud over æggene. Dermed vil den hyppige overflyvning sikre, at det er nylagte æg, der bliver sprøjtet, svarer Holbæk Kommune på sin Facebookside.

Facebook
Twitter