Tøj kan blive til isoleringsmateriale, øldåser til fine facader og gammelt træ til et nyt gulv.
I Næstved kommune vil politikerne som det første sted i Europa satse stort på genbrug af skrald og reservere et helt industriområde til genbrugs-virksomheder.
En nedlagt papirfabrik skal forvandles til et slaraffenland for såkaldte upcycling-virksomheder, det vil sige virksomheder, der sorterer og genanvender affald som nye og bedre materialer.
Det gamle cowboytøj kan blive isoleringsmateriale
For der er stort potentiale for genbrug i det britiske industriaffald, siger borgmester Carsten Rasmussen (S).
- Der er masser af træ, stof, flamingo, skumgummi og andre plastmaterialer i affaldet fra England. Jeg har set cowboytøj blive brugt til isoleringsmaterialer, i stedet for at ens gamle garderobe ender på forbrændingen, siger Carsten Rasmussen.
Projektet forventes godkendt af byrådet til efteråret.
Arkitekt: Det er en Europa-nyhed
Anders Lendager er arkitekt og arbejder med bæredygtig arkitektur og upcycling-bygninger. Han samarbejder med Næstved kommune om projektet, som han kalder intet mindre end en Europa-nyhed. At et helt område således øremærkes til upcycling-industri.
- En af de store fordele er, at vi kan spare utrolig meget CO2. Og affald er noget, vi har rigeligt af, siger Anders Lendager, der har brugt korkpropper som gulv i et hus og lavet en væg af affaldsdunke med vand.
Borgmester Carsten Rasmussen forventer, at upcycling-projektet kan skabe flere arbejdspladser til byen. Det viser erfaringer fra Tyskland, hvor man er noget bedre til at upcycle, end vi er herhjemme, understreger borgmesteren.