Kommuner får millioner til ensomme ældre mænd: Nu skal de bare finde dem

Det kan være svært at opspore ældre mænd, der føler sig alene.

35 millioner kroner fra satspuljemidler skal nu afhjælpe ensomhed blandt ældre mænd. (Foto: Jørgen Flemming © Jørgen Flemming)

Flere af os har ældre fædre og bedstefædre, der sidder hjemme foran fjernsynet og føler sig ensomme.

Og det er et stigende problem for både mændenes helbred og for samfundet, mener man blandt andet i Sorø Kommune.

Men nu er der hjælp på vej. For 35 millioner kroner fra statens satspuljemidler er nu på vej ud til alt fra Røde Kors til DGI og eksempelvis Vallensbæk, Frederikshavn og Sorø kommuner, som skal forsøge at forebygge ensomhed blandt ældre mænd.

Den største udfordring er dog allerførst at finde frem til de potentielt ensomme, ældre mænd, forklarer Morten Helmer, leder af Sorø Sundhedscenter.

- Det er en relativt svær målgruppe at få fingre i. I et velfærdssamfund har vi en særlig forpligtelse til at få fat i netop de ensomme ældre og deres pårørende, siger han.

Får hjælp fra eksperter og frivillige

I Sorø samarbejder kommunen med Frivilligcentret og Professionshøjskolen Absalon om at finde ud af, hvordan 1,4 millioner kroner bedst bruges på de omkring 300 ensomme ældre mænd, der bor i kommunen.

For på Absalon, der også holder til i den midtsjællandske kommune, sidder eksperterne, forklarer Morten Helmer, der er leder af Sorø Sundhedscenter.

Det kan blive en økonomisk byrde for kommunen, hvis man ikke får støttet op om de ensomme borgere, forklarer Morten Helmer, der er leder af Sorø Sundhedscenter. (Foto: Ann Smed Madsen)

- De har en helt fantastisk ekspertise på ældreområdet. Blandt andet omkring sårbarhed og ensomme, siger han.

Og der kan være mange forskellige årsager til, at en ældre mand føler sig ensom, forklarer forebyggelseskonsulent i Sorø Kommune Sine Pedersen.

- Det kan være, hvis man er tilflytter og ikke kender lokalområdet eller sine naboer. Det kan også være ham, der har mistet sin ægtefælle, hvor konen var den udadvendte af de to, og hvor det er svært at komme ud ad døren, når man er blevet alene, siger hun.

Facebook
Twitter