Krisecentre for mænd er selv i dyb krise

Flere krisecentre for mænd risikerer at lukke, fordi den offentlige støtte er usikker.

Mænd der kommer i krise efter skilsmisse eller en fyring risikerer at ende i en social deroute, hvis de ikke får hjælp. (© Colourbox)

De danske mandekrisecentre er i krise. Trods en stigende søgning fra mænd, der har brug for hjælp efter eksempelvis en skilsmisse eller arbejdsløshed, så er den offentlige støtte til krisecentrene så usikker, at flere risikerer at dreje nøglen om.

Det er allerede sket for Region Sjællands eneste mandekrisecenter i Nykøbing Falster. Siden den lokale leder stoppede i december, har der ikke været ressourcer til at få den lokale afdeling af Mandecentret op at køre igen, siger leder af Mandecentre i Danmark, Morten Kjær Egebjerg.

- Det er med det yderste af neglene, vi har forsøgt at understøtte udviklingen lokalt. Og først når der kommer en afklaring på området landspolitisk, så kan vi rekruttere en ny leder i Nykøbing Falster, siger han.

Ikke ligestilling når det gælder krisecentre

Krisecentre for mænd kan nemlig kun søge satspuljemidler, som i år først udbetales til maj, hvis man får dem bevilget. Kvindekrisecentre er derimod på finansloven.

- Det at være i krise er jo lige alvorligt, hvad enten man er mand eller kvinde. Derfor er det vigtigt, at der også fremover er de her tilbud til mænd, siger Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard.

Folketingets Socialudvalg har derfor i dag kaldt socialminister Manu Sareen i samråd om mandekrisecentrenes fremtid.

Mænd risikerer social deroute, når de kommer i krise

Over de seneste år har krisecentre for mænd i hele landet oplevet en stigning i antallet af henvendelser. Dermed har de været med til at hindre, at flere mænd går ind i en social deroute, hvor de i værste fald ender som hjemløse, mener lederen af Mandecentre i Danmark, Morten Kjær Egebjerg.

- Her har vi vist, at vi formår at bringe ting i spil for manden, som gør at han finder vejen igen i langt de fleste tilfælde, siger han.

Karin Nødgaard har så sent som i sidste uge stillet spørgsmål til socialministeren om mandekrisecentre. Og hun frygter, der ikke kommer meget ud af dagens samråd.

- Jeg ved jo godt, at man siger, der ikke er penge til det. Men hvis man ser på de langsigtede konsekvenser af ikke at have ekspertisen fra mandekrisecentre, hvad vil de så ikke koste, siger hun.