Læge siger op i protest over it-system: Sundhedsplatformen har ødelagt min arbejdsglæde

Cirka et halvt år efter indførelsen af Sundhedsplatformen i Region Sjælland siger Michael Halder op. Han har fået nok.

Michael Halder må ofte sidde til ud på aftenen for at taste ind i Sundhedsplatformen. Tid, der går fra patienterne, og derfor vil han ikke arbejde på et sygehus, der bruger Sundhedsplatformen længere. (Foto: Lukas Seier Dencher © (c) DR)

Overlæge Michael Halder har sagt sin stilling op på medicinsk afdeling på Nykøbing Falster Sygehus.

Han har ansvaret for alvorligt syge patienter, der skal have lindring, fordi de ikke kan behandles mere, og han er træt af at bruge alt for meget tid på at klikke og dokumentere i Sundhedsplatformen i stedet for at tage sig af de syge og deres bekymrede pårørende.

Ofte sidder han til ud på aftenen for at skrive ind i Sundhedsplatformen.

- Det er et forfærdeligt system. Det har taget min glæde ved at gå på arbejde og vise omsorg for patienter og pårørende i den pressede situation, de er i, siger han.

Michael Halder er speciallæge i almen medicin, og han har ikke et nyt job på hånden. Men én ting er sikker:

- Jeg sætter ikke mine ben på et sygehus, hvor de bruger Sundhedsplatformen. Jeg satser på at blive praktiserende læge eller ansat i en kommune, siger han.

Overlæge Michael Halder har sagt sin stilling op på medicinsk afdeling på Nykøbing Falster Sygehus på grund af Sundhedsplatformen.

Talsmanden for overlægerne i Region Sjælland, Lisbeth Hoffmann fra Næstved Sygehus, er fuldstændig enig.

Sundhedsplatformen er en klods om benet på en travl sygehusafdeling.

- I den klinisk praktiske hverdag er Sundhedsplatformen utroligt besværlig. Den er bygget til amerikanske forhold, hvor alt skal registreres og faktureres, fordi de har betalingssygehuse. Det er ikke et praktisk, anvendeligt system på et dansk sygehus, siger hun.

Regionen håber, det bliver bedre

Formanden for arbejdsmiljøjudvalget i Region Sjælland, Gitte Simoni fra Dansk Folkeparti, erkender, at Sundhedsplatformen har voldt mange problemer.

- Men jeg håber, det bliver bedre. Et nyt it-system vil altid betyde nogle bump på vejen, siger hun.

Ét af bumpene på vejen for det samlede sygehusvæsen kunne være, at 258 læger har forladt Region Sjællands sygehuse de første fire måneder efter Sundhedsplatformen.

I samme tidsrum sidste år rejste 187 læger. Altså 71 færre.

Region Sjælland siger til DR Sjælland, at regionen ikke har lov til at oplyse lægernes begrundelse for at rejse. Derfor er det umuligt at sige, hvor mange der er rejst på grund af Sundhedsplatformen, men lægemanglen er blevet betydeligt større det seneste år.

Det seneste tal, der er oplyst, er, at Region Sjælland har 120 ubesatte stillinger som speciallæger.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.