Læger og sygeplejersker kritiserer tilbud om at overføre ferie: Kommer for sent

Tilbud til sundhedspersonalet om at overføre ferie kommer ikke til at have den store effekt, lyder kritik.

Udskudt ferie hjælper ikke på presset i sundhedsvæsnet, lyder kritikken fra både læger og sygeplejersker. (Foto: Tim K. Jensen © Ritzau Scanpix)

Mindre pres og flere frie hænder i sundhedsvæsnet.

Sådan lød nogle af argumenterne, da beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), tirsdag meddelte, at det nu bliver muligt for sundhedspersonale at overføre ferie, de skulle have holdt inden nytår, til 2022.

Men det kommer ikke til at gøre nogen forskel, lyder det fra både Overlægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd i Region Sjælland.

- Der er ikke ret mange af mine kolleger, man kan aflyse ferien for, for vi holder alligevel ikke ferie i den periode. Så det kommer ikke til at have den store effekt hvad angår lægerne, siger Bjarne Hjaltalin, formand for det regionale overlægeråd i Region Sjælland.

Det samme gælder for sygeplejerskerne, siger formand for Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland, Anne Marie Holst Sommer.

Hun mener, at muligheden kommer for sent til at kunne gøre en forskel.

- Der er kun 14 dage tilbage af måneden, så det her skulle være kommet tidligere. Og havde der været noget rettidig omhu, havde det måske løftet noget af presset, der allerede er på sundhedsvæsenet, siger hun.

Afdelingssygeplejerske: Det kunne have sparet os for meget hovedpine

På Nykøbing Falster Sygehus er der heller ikke begejstring at spore hos afdelingssygeplejerske Lise Hammerick. Hun er enig i, at muligheden kommer alt for sent.

- Vi har jo allerede over de seneste par måneder vidst, at vi kom til at stå med problemer i forhold til ferie. Derfor har vi arbejdet på netop at give medarbejderne ferie og arrangere det.

- Vi har endda lagt ekstra feriedage ind for dem, fordi reglerne jo sagde, det skulle bruges inden 31. december, siger hun.

Havde de fået muligheden før, kunne det ifølge Lise Hammerick have sparet dem for meget arbejde og hovedpine med at få vagtplanen til at gå op.

- Jeg tror, de ansatte ville være opsatte på at overføre deres ferie - det var de sidste år. Det gav mere frihed til så at planlægge ferien næste år i stedet. Vi har mødt meget velvilje, og folk på sygehuset har tilbudt ekstra indsats hele vejen igennem. Men nu har de brændt deres ferie af, siger hun.

Danskerne kan hjælpe med at lette presset på sygehusene

Bjarne Hjaltalin appellerer til, at vi alle hjælper til for at lette presset på sundhedsvæsenet. Ifølge ham kan borgerne hjælpe det pressede sundhedsvæsen ved at være lidt mere forsigtige - for eksempel ved at undgå at komme til skade på skøjtebanen eller cykelstien.

For ud over corona er der en stor stigning i ortopædkirurgiske skader i Region Sjælland, som fylder meget på sygehusene, fortæller Bjarne Hjaltalin.

- Udover, at vi er belastede af covid-patienter, så er vi også belastet af patienter, der skal opereres akut, siger han.

Beskæftigelsesministeriet har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar til DR:

- Det er vigtigt at understrege, at det er helt op til den enkelte, om man vil afholde den ferie, som man har ret til. Det er ikke noget, der bliver pålagt. Men jeg håber, at vi med muligheden for at overføre feriedage kan være med til at mindske noget af presset for personalet rundt omkring.

FacebookTwitter