Lærerne holder jobfest op til den nye skolereform

Når børnene skal gå længere tid i skole efter sommerferien, så bliver der brug for flere lærere, og det kan ses på antallet af lærerjob.

Nyuddannede lærere har gode muligheder for at komme i job - dem er der nemlig mange af. (© DR)

En jobfest er i gang for lærerne i Danmark. Ikke overraskende ligger de fleste lærerjob i Region Hovedstaden, men Region Sjælland og Region Midtjylland er også godt med.

Ifølge en opgørelse fra lærerjob.dk er der lige nu mindst 49 ledige lærerjob i Region Hovedstaden, mens der er mere end 24 i Region Sjælland og mere end 21 i Region Midtjylland.

Hjemmesiden skolejobs.dk melder også om stor efterspørgsel på uddannede lærere. Lige nu har den mere end 500 opslåede lærerjob fordelt på godt 250 jobannoncer. Det er en markant stigning i forhold til de tidligere år.

Skolereformen giver job

Alene i Ringsted kommune er der i øjeblikket syv ledige lærerstillinger opslået, og så mange har der ikke været de sidste mange år, siger formand for Ringsted-Sorø lærerkreds Mogens Larsen.

Han mener, det er folkeskolereformen, som betyder, at der er behov for flere lærerkræfter, og ikke fordi mange lærere går på pension.

- Den umiddelbare forklaring er, at man skal fylde op med lærere for at kunne klare det antal undervisningstimer, børnene skal have ifølge folkeskolereformen, siger Mogens Larsen til DR P4 Sjælland.

Arbejdstid kan påvirke lærernes mobilitet

Lærerkredsformanden mener, det kan blive en udfordring at få besat alle stillinger, fordi lærere med den ny arbejdstid fra 8-16 ikke vil være parat til at pendle lige så langt, som de tidligere har gjort.

- Det kan måske gå hen og blive en udfordring. For godt nok er der godt nok arbejdsløse lærere på landsplan, men de er koncentreret ved de store byer, siger Mogens Larsen.

De seneste ledighedstal fra Lærernes a-kasse viste, at der i april var 1838 ledige medlemmer.

Men han behøver ikke være bekymret.

Positive jobtal glæder uddannelsesstederne

For på University College Sjælland jubler rektor Ulla Koch over, at de nyuddannede lærere for en gangs skyld har mulighed for at få fast job, når de bliver færdige til sommer.

- Nogle af vores studerende eller færdiguddannende har måttet gå måske et år eller to, og flere har måttet klare sig med vikarjobs, så hvis der er flere ledige stillinger lige nu, så synes jeg da, det er en god nyhed, siger rektor på University College Sjælland, Ulla Koch, og fortsætter:

- Og vi vil da gerne hjælpe til med at få besat de stillinger, det skal der ikke være nogen tvivl om.

Facebook
Twitter