Landdistrikterne skal have nye lånemuligheder

Danmarks Ejendomsmæglerforening foreslår, at der skal udstedes en særlig landdistriktsobligation, som kan sikre lån til de mange huse på landet og i de mindre byer.

En særlig landdistriktsobligation kan ifølge ejendomsmæglerne øge hussalget i udkanterne med op mod 1.000 ejendomme om året. (© stock.xchng)

Det kan være nærmest umuligt at få lån til drømmeboligen, hvis den ligger i et udkantsområde, og det skal der nu gøres noget ved, mener landets ejendomsmæglere.

Danmarks Ejendomsmæglerforening foreslår, at der skal udstedes en særlig landdistriktsobligation, som kan sikre lån til de mange huse på landet og i de mindre byer.

Forslaget kan ifølge ejendomsmæglerne øge hussalget i udkanterne med op mod 1.000 ejendomme om året.

Lånene skal garanteres af staten

Lånene skal være garanteret af staten, men samtidig være lidt dyrere end almindelige obligationslån.

Således skal et 30-årigt lån, der normalt koster godt to procent i rente, ifølge forslaget koste mellem fire og seks procent om året.

Prisforskellen skyldes, at der skal opkræves et særligt bidrag fra låntagerne, så der bliver en pulje til at dække eventuelle tab, hvis et hus efterfølgende ikke kan sælges.

- For huskøberne er det langt mere attraktivt at betale den lidt forhøjede rente end at skulle finansiere deres huse med private pantebreve, siger formanden for Danmarks Ejendomsmæglerforening, Torben Strøm.

Landet risikerer at knække over

Han siger, at det er nødvendigt, at staten er fødselshjælper for den nye låntype, men samtidig er der ikke de store tab at være bange for, da de jo dækkes ind via det ekstra bidrag.

Torben Strøm peger på, at staten tidligere har støttet eksempelvis andelsboligerne.

- Det er ganske enkelt nødvendigt, at der sker noget på dette område. Ellers risikerer landet at knække over i urbanisering, fordi landdistrikterne bliver affolket endnu hurtigere, siger han.

Ejendomsmæglerformanden siger også, at det er nødvendigt med en befolkning på landet, da eksempelvis hele turisterhvervet med en flercifret milliardomsætning ikke kan drives fra København eller Aarhus.

Forslaget er præsenteret for Folketingets landdistriktsudvalg

Ejendomsmæglerne præsenterede i går forslaget for Folketingets Landdistriktsudvalg.

Venstres landdistriktsordfører, Thomas Danielsen, mener, at man skal behandle borgerne ens i forhold til lånevilkår, uanset hvor de bor.

- Vi har en intention i Venstre om, at vi skal finde en løsning på det her. Derfor har vi nedsat en høring, der skal belyse nogle af de udfordringer, der kan være, siger Thomas Danielsen.

 

Facebook
Twitter