Lastbilchauffører i protest mod bøder: Vi vil blokere for julehandlen

Flere lastbilchauffører er klar til at trække håndbremsen på juletransporten på grund af nye bødetakster.

Sne på taget, manglende stoplys og nedslidte dæk. Det er nogle af de fejl og mangler, som i det nye år kan udløse bøder til chauffører og vognmænd, som er ti gange højere end i dag. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Beskeden er klar:

- Det skal gå ud over julehandlen, fordi det er den eneste måde, vi får folk til at høre på os.

Det siger Thomas Winding, der udover selv at være lastvognschauffør, også er talsmand for Facebookgruppen ”Nu stopper lastbilen”.

Gruppen består af over 8.000 chauffører fra hele landet, der er så utilfredse med nye bødetakster, som rammer chauffører og vognmænd i 2020, at de er klar til at blokere for julehandlen. Det vil de gøre ved at parkere lastbilen og på den måde forhindre transporten af varer.

De nye bødetakster betyder, at alvorlige sikkerhedsfejl som nedslidte dæk, defekte bremseaksler og ødelagte stoplys udløse bøder til ejeren eller vognmanden. Chaufføreren får samtidig en bøde på 5.000 kroner, og bliver samme chauffør stoppet endnu engang med en ny fejl, så bliver bøden fordoblet.

Ifølge Thomas Winding er et stop den eneste måde at blive hørt.

- Vi er nødt til at ramme nogle punkter, der gør, at folk vil høre. Vi skal ikke sidde og græde over, at vi får højere bøder, for selvfølgelig skal tingene være i orden, siger han.

- Men det er ikke rimeligt, at vi får så høje bøder, så derfor er vi nødt til at gå ud og råbe lidt højt og sige, nu er det nok. Vi er ved at nå et sted, hvor det er blevet for meget, så vi ikke kan leve af vores erhverv, som vi sætter stor ære i.

Ønsker en dialog

Thomas Winding er godt klar over, at en blokering af juletransporten ikke vinder danskernes forståelse, og derfor håber han, at transportminister Benny Engelbrecht (S) vil gå i dialog.

Men hvis det ikke lykkes at finde en løsning på de nye bødestramninger, så kan juleblokaden blive en realitet, siger Thomas Winding.

- En blokade er ikke utænkelig, og det bliver nok det sidste, vi kommer ud i, hvis ikke vi finder en løsning.

Transportminister: Frustration skyldes misforståelser

I et skriftligt svar til DR Sjælland skriver transportminister Benny Engelbrecht, at han gerne vil i dialog med chaufførerne gennem deres faglige organisation 3F.

Han mener nemlig, at en stor del af den frustration, der er i chaufførbranchen over de nye regler for alvorlige sikkerhedskritiske fejl og mangler, desværre skyldes misforståelser om, hvad det egentlig er, de nye regler siger.

- Lovændringen indfører for det første ikke nye typer af fejl og mangler. Der er udelukkende tale om en forhøjelse af bødestraffen for de fejl og mangler, der er af alvorlig sikkerhedskritisk karakter, lyder det fra ministeren.

Benny Engelbrecht tilføjer desuden i sit skriftlige svar, at chaufføren kun straffes for fejl og mangler, hvis chaufføren ved eller på grund af konkrete omstændigheder burde vide, at køretøjet har fejl og mangler.