Laura uddanner sig til lavere løn: Pengene er ikke vigtige

En ny undersøgelse viser, at humaniststuderende får langt mindre i løn end studerende med en erhvervsøkonomisk baggrund.

Laura Bech Hansen fra Holbæk er humanist. For hende er det vigtigere at elske sit arbejde end at tjene mange penge

Studerende med en erhvervsøkonomisk baggrund har udsigt til et langt større husholdningsbudget end studerende, der tager en uddannelse i for eksempel tysk eller psykologi.

Det viser en ny undersøgelse fra Rockwool Fonden, der sætter fokus på de økonomiske effekter af uddannelse.

Undersøgelsen viser, at ti år efter de unge er begyndt på deres uddannelse - og mindst to år efter de er færdiguddannede - får en humanist gennemsnitligt 29 procent mindre i løn end en færdiguddannet erhvervsøkonom.

Humanister skal stå fast

En af dem, der tager en lang videregående uddannelse inden for humaniora, er 22-årige Laura Bech Hansen. Hun læser fransk og dansk på Københavns Universitet, og for hende er det ikke økonomien, som er tungen på vægtskålen.

- Det, der betyder rigtig meget for mig, er, at jeg kan komme til at arbejde med noget spændende. Så længe jeg har råd til tag over hovedet og mad, så er pengene ikke så vigtige, siger Laura Bech Hansen.

Laura Bech Hansen tror ikke, at det er de humanistiske studier, der skaber lønforskellen på arbejdsmarkedet.

- Det er et strukturelt problem. Jeg tror mere på, det handler om, hvad vi synes er vigtigt i samfundet. Vi har alle et ansvar for at lave om på det her, siger hun.

Laura Bech Hansen mener, at de humaniststuderende skal stå fast ved deres interesser, og den værdi uddannelsen tilfører arbejdsmarkedet.

- Vi skal insistere på, at vi er dygtige, og det skal vi også insistere på over for vores chefer. Vi skal gøre det, vi er gode til. Så skal det hele nok gå, siger Laura Bech Hansen

Flere uddannede i tekniske fag forøger BNP

Selvom pengene ikke er vigtige for 22-årige Laura Bech Hansen, så understreger Rockwool Fonden, at det danske samfund vil nyde godt af, hvis flere tog en uddannelse i et teknisk fag.

Undersøgelsen viser, at hvis 10.000 af de studerende, der læser en lang videregående uddannelse inden for et humanistisk fag, i stedet uddannede sig til ingeniører, ville det medføre et ekstrabidrag til det danske bruttonationalprodukt, eller BNP, på omkring en milliard kroner om året.

Fakta: Her er de 10 mest populære uddannelser i 2017

  1. 1

    Medicin på Københavns Universitet

  2. 2

    Jura på Københavns Universitet

  3. 3

    Pædagog på UCC i København

  4. 4

    Psykologi på København Universitet

  5. 5

    Sygeplejerske på Metropol i København

  6. 6

    Medicin på Aarhus Universitet

  7. 7

    International Business på Copenhagen Business School

  8. 8

    Pædagog på VIA i Aarhus

  9. 9

    Journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

  10. 10

    Humanistisk bacheloruddannelse på Roskilde UniversitetKilde: Berlingske

Facebook
Twitter