Lejrchef går fri: Asylansøger tiltalt for vold

Det var misvisende billeder, en video viste, da centerlederen på Næstved Asylcenter lagde en asylansøger i benlås. Det har advokaturchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Polti fastslået.

Langeland Kommune fritstillede centerlederen per 1. juni 2016. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Det så voldsom ud, og i manges øjne lignede det overdreven magtanvendelse, da en videooptagelse fra en asyl-teltlejr i Næstved midt i maj dukkede op i medierne.

Videoen viste chefen for asylcenter Holmegaard i Næstved lægge en asylansøger i benlås med hjælp fra to andre medarbejdere.

Men billederne var misvisende, og politiets efterforskning er nu endt med, at alle sigtelser mod asylpersonalet er frafaldet, fortæller advokaturchef Michael Boolsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Polti.

- Vi skønner, at de pågældende har handlet inden for grænserne af det, man kalder alvorlig nødværge, siger han.

Advokaturchefen fastslår desuden, at episoden nu får konsekvenser for den pågældende asylansøger.

- Optakten til situationen har ført til, at vi har valgt at rejse tiltale mod asylansøgeren for vold eller trusler om vold, siger Michael Boolsen.

Ifølge en artikel, som Dagbladet Information bragte i forbindelse med sagen i maj, beretter 12 asylansøgere fra det omtalte center om frygt for lederen, der angiveligt anvendte trusler, voldsom fysisk magt og kollektiv afstraffelse overfor dem.

Centerlederen blev efterfølgende fritstillet.

Asyldirektør i Langeland Kommune, Sisi Eibye, vil ikke kommentere på den konkrete sag. Hun er dog glad for, at sagen er blevet undersøgt.

- Jeg tager politiets og anklagemyndighedens afgørelse til efterretning, siger hun i en pressemeddelelse.

Centerchef i Langeland Kommune og på Asylcenter Holmegaard fortryder ikke, at man dengang politianmeldte de tre ansatte.

- Jeg er glad for, at vi tog det skridt, at vi politianmeldte hændelsen, fordi vi på den måde fik en ufrivillig part til at efterforske og undersøge, om der er begået ulovligheder, lyder det fra asylcenterets leder, Ulrik Phil til Ritzau.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.