Lennart tabte 100 kilo under fertilitetsbehandling: Nu er konen gravid

På Region Sjællands fertilitetsklinik i Køge kan overvægtige par få hjælp til at smide overflødige kilo, mens de venter på at komme i fertilitetsbehandling.

Lennart Christensen og hans kone Anne Andersen har været i fertilitetsbehandling i seks måneder. Med hjælp fra et nyt forskningsprojekt på fertilitetsklinikken i Køge, har Lennart tabt sig over 100 kilo forud for behandling. (Foto: (Privat foto))

Ventetiden skal bruges fornuftigt for de par, der venter på at komme i et fertilitetsforløb i Region Sjælland.

Derfor har Region Sjællands fertilitetsklinik i Køge startet et forskningsprojekt, hvor de undersøger, om vægttab før selve behandlingen forbedrer chancerne for at blive gravide.

Projektet er det første af sin slags og foregår på baggrund af en sundhedsprofil fra 2017, der viser, at hver tredje borger i Region Sjælland er overvægtig.

Det fortæller Ida Engberg Jepsen, der er læge og ph.d.-studerende på Region Sjællands fertilitetsklinik.

- Undersøgelsen viser også, at borgere, som er under 35 år, som jo er en stor del af vores patientklientel, har den mest usunde kost, men hver tredje ønsker hjælp til at ændre kosten. Det vil sige, at der faktisk er et behov for hjælp i denne her gruppe, siger hun.

I projektet får de overvægtige par mulighed for at blive fulgt af en ernæringssygeplejerske, der vejleder i livsstilændringer, så de kan overgå til fertilitetsbehandling seks måneder senere.

En af dem, der er med i projektet er 37-årige Lennart Christensen fra Nykøbing Falster, der har været i fertilitetsbehandling med sin kone Anne Andersen i et halvt år.

- Jeg er overvægtig, så jeg skulle tabe mig lidt, og det er en livslang kamp, når man har været overvægtig hele livet. Men i projektet skulle jeg motionere og fokusere på at spise de rette mængder kalorier. Generelt bare leve sundere, siger han og fortsætter:

- Uden jeg var klar over det, var jeg ved at få sukkersyge, så projektet reddede mig fra at få sukkersyge. Så kunne jeg træne og spise mig fra det.

Dårlig sædkvalitet

Det er især Lennart Christensens dårlige sædkvalitet, der er skyld i, at parret måtte ty til fertilitetsbehandling for at få drømmen om et barn opfyldt.

- Da jeg fik det at vide første gang, havde jeg mest bare lyst til at køre ad helvede til. Jeg kunne ikke rigtigt være i det. Det var en svær besked at få, siger Lennart Christensen, der før projektets start vejede 250 kilo.

Det er ikke første gang, at parret har været i fertilitetsbehandling. Parret var i behandling for 12 år siden, men dengang lykkedes projektet ikke.

Og dengang delte de ikke med andre, at de var i behandling for barnløshed. Det var for stort et tabu.

Men denne gang skulle det være anderledes, lyder det fra Lennart Christensens kone, Anne Andersen.

- Det var været lidt svært at involvere venner og bekendte. Man har skullet overtræde en grænse, som jeg ikke har kunnet før, men det har både Lennart og jeg haft et behov for at gøre denne her gang, siger hun og tilføjer:

- Det har været positivt at få det overvundet.

Stort vægttab

Siden parret var i fertilitetsbehandling første gang i 2009, har Lennart tabt sig over 100 kilo og i løbet af projektet smed han 14 kilo. I dag vejer han 135 kilo.

Det er lykkedes parret at blive gravide under fertilitetsbehandlingen, og Anne Andersen er nu cirka 12 uger henne i sin graviditet.

Fertilitetsbehandling oplever generelt stor vækst. Ifølge Dansk Fertilitetsselskab er antallet af behandlinger i Danmark steget 400 procent i perioden 1997 til 2018.

Lige nu har Region Sjælland otte måneders ventetid til første samtale til fertilitetsbehandling.

FacebookTwitter