Line overvejede sterilisering: 'At blive mor er det bedste, der er sket for mig'

Midt i sine tyvere overvejede Line von Gersdorff at blive steriliseret. I dag er hun mor.

Midt i sine 20'ere overvejede Line von Gersdorff at blive steriliseret. I dag er hun mor. (Foto: (privatfoto))

- I min ungdom ville jeg bestemt ikke have børn.

Line von Gersdorff tænker tilbage på dengang, hun var midt i tyverne. Og hun var ikke i tvivl om, at børn ikke var noget for hende.

- Jeg kunne ikke fordrage børn. De sagde mig ingenting, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved mig selv, når jeg var sammen med venner eller familie, der havde børn, fortæller hun.

- Jeg stod bare i en situation, hvor jeg ikke ville have børn.

Sammen med sin daværende kæreste tog de snakken om børn, og om hun skulle have foretaget indgrebet.

Men en dag sagde han til Line von Gersdorff, at hun ikke burde blive steriliseret, fordi de kunne komme til at fortryde det.

I dag er hun 45 år, bor i Sorø, gift og mor til sønnen Joachim.

- Det var faktisk min ekskæreste, der talte mig fra det. Men tanken om, at det var endegyldigt at blive steriliseret, var nok den vigtigste faktor, og at jeg kunne bruge anden prævention, siger hun.

Lykkelig mor

Men uenigheden om børn endte med at slutte forholdet, da Line von Gersdorff i en alder af 30 stadig ikke ville have børn.

Men så mødte hun sin nuværende mand, og i dag er hun lykkelig over, at hun ikke valgte at blive steriliseret.

- Jeg var jo simpelthen ikke klar over, hvilken konsekvens det ville have, og jeg kendte jo slet ikke til at være mor. I dag er jeg lykkelig over at have min søn. Det er det bedste, der er sket i mit liv, siger hun.

Hun er ikke i tvivl om, at hvis hun havde ladet sig sterilisere, så ville hun i dag sidde med en tomhed.

- Det jo svært at sige, men hvis ikke min søn var her, så ville jeg nok føle mig tom indeni, siger hun.

Vigtigt at tænke sig om

Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen så vælger flere yngre kvinder at lade sig sterilisere, og selvom Line von Gersdorff selv var ved at få den ultimative prævention tidligt i livet, så synes hun ikke, at en så endegyldig beslutning skal tages midt i tyverne.

- Det er selvfølgelig et valg, som alle skal have lov til at tage, men det er virkelig et stort skridt at tage så tidligt. Man ved aldrig, hvad der kan ske. Jeg var selv 32 år, før jeg valgte at få børn, siger hun.

Hun synes, at man skal bruge prævention og vente med at blive steriliseret, til man bliver ældre og mere moden til at træffe beslutningen.

- Man kan jo ikke gøre det om, og hvis man pludselig møder den rigtige mand og gerne vil have børn, så er porten lukket. Prævention kan man altid fjerne, og så kan man få børn, hvis man ønsker dem alligevel, siger Line von Gersdorff.