Lukningstruet landsby vil ikke afvikles

Byplanlæggere vil lukke flere landsbyer langs landevejene, men det bliver ikke uden sværdslag.

De små landsbyer langs landevejene står over for store udfordringer. Flere må formentlig lukke. (Foto: Thomas Dinsen © DR Fyn)

En ny rapport som Dansk Byplanlaboratorium har udarbejdet for Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter anbefaler, at man går mere håndfast til værks og simpelthen udrydder nogle af landsbyerne og tynder ud i andre, skriver Jyllands Posten i dag.

Det er typisk landsbyerne langs landevejene, som står for skud i rapporten. Og en af de landsbyer, der meget vel kunne ende i sigtekornet hos ministeriets byplanlæggere er Stokkemarke på Lolland.

Glem alt om at flytte os

Landsbyen med 450 indbyggere ligger på landevejen mellem Maribo og Nakskov. Formand for beboerforeningen hedder Solveig Clausen. Hun erkender, at landsbyen har set bedre dage.

- Mange af husene herinde ser forfærdelige ud. Vi har blandt andet et uden vinduer eller noget. Lige ud til gaden. Det er ganske forfærdeligt, siger Solveig Clausen til P4 Sjælland.

Men en flytning af landsbyen vil Solveig Clausen under ingen omstændigheder være med til.

- Nej tak. Det er jeg slet ikke med på, lyder det fra Solveig Clausen, som peger på, at beboerne selv har gjort mange ting for at forskønne landsbyen.

- Vi har revet det gamle mejeri ned, og vi har restaureret den gamle skole for en halv million. Vi har gjort mange ting her, siger hun.

De små landsbyer koster kassen

Men problemet er, at de små, slidte landsbyer ikke bare er en torn i øjet. De er også ofte en stor udgift for stat og kommune. Det fortæller Christian Broen fra Dansk Byplanlaboratorium.

- Det koster rigtig mange penge for kommunerne at lade stå til og blive ved med at forsøge at servicere landsbyer, som har det svært. Spørgsmålet er så for os at se, om man skal begynde at lave en nænsom afvikling af nogle af de her landsbyer, siger Christian Broen.

Men den vil Solveig Clausen ikke være med på.

- Vi har en Brugs, og vi har bager, og der er lige to der har købt hus, slutter hun.

Deltag i Dr.dks debat om landsbyerne. Se nedenstående.

Facebook
Twitter