Mange bruger pantstationer: Markant stigning i afleverede flasker og dåser

På et år er mængden af tomme drikkeemballager, der er afleveret på pantstationerne, steget med 45 procent.

Pantstationerne har oplevet stor fremgang det seneste år. (Foto: Dansk Retursystem © Dansk Retursystem)

Der er rift om de tolv danske pantstationer, hvor man kan komme og aflevere hele sække med tomme plastikflasker og dåser.

På bare et år er mængden af pant, der bliver afleveret på pantstationerne, steget kraftigt.

Før blev der indleveret 3,5 millioner pantemballager om dagen. Nu er det tal oppe på 4,5 millioner, siger Marlene Friis, der er markedsdirektør og ansvarlig for pantstationerne i Dansk Retursystem.

- Vi har selvfølgelig også haft en sommer, der har været præget af, at hele Danmark har drukket mere vand, sodavand og øl. Men hvis man kigger på tallene af indleveret emballage, så er de jo eksploderet i forhold til vores pantstationer, siger hun.

Indleveret pant giver ny udfordring

Den første pantstation blev oprettet tilbage i 2012 i Høje Taastrup, og siden er der kommet mange flere til.

Men den gode udvikling for Dansk Retursystem har dog en ulempe.

For efter et år, hvor mængden af indleverede plastikflasker og aluminiumsdåser er steget med 45 procent i landets 12 pantstationer, overvejer Dansk Retursystem kraftigt at skifte hele teknikken i pantstationerne.

I dag bliver de indleverede sække med tom emballage opbevaret i systemet og må ofte hentes af lastbiler, så systemet ikke stopper til.

- Det fungerer egentlig ikke, når vi får så store mængder pantemballage. For så er der rigtig meget luft, som vi kommer til at transportere.

I Dansk Retursystem kigger Marlene Friis i øjeblikket efter en mere holdbar teknisk løsning.

- Vi kigger på, om vi skal bygge pantstationerne om, så pantflaskerne allerede bliver mast ude på pantstationerne, i det øjeblik forbrugeren kommer og afleverer det. Så undgår vi at skulle køre så mange gange, og det er både godt for miljøet og for vores økonomi, siger hun.

Dansk Retursystem har dog ikke fastlagt en teknik endnu, som skulle gøre systemet mere effektivt.