Mange dårlige handicapsager i Kalundborg

Kommunerne går til grænsen, når de skal spare på handicappede. Kalundborg kommune er særlig slem, mener næstformand i Danske Handicaporganisationer.

Ditte Vang Nielsen er infantil autist. Hun er ulykkelig over, at Kalundborg kommune har tvunget hende til at være på et nyt opholdssted fremfor Autisme Center Vestsjælland. (Foto: Connie Vang Nielsen)

Efter at DR Sjælland bragte historien onsdag om den autistiske og mentalt retarderede Nikolaj Levin Jensen, som Kalundborg kommune vil flytte fra Autisme Center Vestsjælland til en af kommunens egne bosteder, er der kommet flere henvendelser fra folk med lignende sager i Kalundborg kommune.

En af dem er Connie Vang Nielsen, hvis datter Ditte ligesom Nikolaj er infantil autist. Hun gik indtil juni på Autisme Center Vestsjælland i Slagelse, men er nu blevet flyttet til den samme institution i Kalundborg kommune, som man vil tilbyde Nikolaj. Men ifølge moderen har Ditte kun været en dag på den nye institution. Siden har hun nægtet at skulle af sted til institutionen.

- Hun råber og skriger og smækker med dørene. Hun er rigtig ked af det og græder, og hun taler om Dorthe, som var pædagog på ACV. Der var hun tryg, men der må hun ikke komme mere, fordi kommunen skal spare penge, og man mener, at det nye tilbud er lige så godt, siger Connie Vang Nielsen.

Sagen om flytningen af Ditte fra Autisme Center Vestsjælland til Kalundborg kommunes egen institution ligger ligesom Nikolaj Levin Jensens sag i Det Sociale Nævn.

Flere klager og dårlig trivsel

Der er flere eksempler på, at Kalundborg kommune ikke løser opgaven på handicapområdet tilfredsstillende.

Sidste år tabte kommunen en sag i Østre Landsret, hvor de ville fjerne en fars samværgestatus for hans handicappede søn.

I april i år viste en redegørelse fra centercheferne i Kalundborg kommune, at trivslen blandt beboerne på kommunens institutioner er blevet dårligere på grund af mindre personaledækning.

I øjeblikket verserer der en klagesag om kommunens madordning til bostederne, en sag som landsforeningen LEV også har kritiseret Kalundborg kommune for.

Selvom de fleste kommuner forsøger at reducere udgifterne på handicapområdet, så har Kalundborg kommune været særlig ihærdig i deres spareiver, siger næstformand i Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen.

- Man kan sige, at Kalundborg har påkaldt sig en del opmærksomhed de senere år med en række sager, man ikke har håndteret særlig godt. Hvis man ikke følger Det Sociale Nævns afgørelser og oven i købet trækker sager i langdrag, så er det jo noget skidt. Der har Kalundborg kommune nok haft næsen lidt længere fremme end de fleste, siger han. 

Den udlægning er Kalundborgs borgmester Martin Damm ikke enig i.

- Vi er ligesom alle andre kommuner nødt til at se på, hvordan vi anvender pengene. Men generelt synes jeg, vi gør det godt. Men det er klart, du kan ikke gøre alle tilfredse. Der er borgere, som gerne vil have mere service, end den kommunen kan tilbyde. De har så mulighed for at klage, og så behandler vi de klager, siger han.

Facebook
Twitter