Massiv overbelægning på Holbæk Sygehus har ført til otte ekstra brandtilsyn

Siden 1. december har Holbæk sygehus haft problemer med mange patienter på gangene.

Holbæk Sygehus har flere gange haft brandvagter på afdelinger på grund af mange patienter på gangene. (Arkivfoto)

Massiv overbelægning med patienter på gangene har betydet, at brandmyndighederne har været på otte ekstraordinære brandtilsyn på Holbæk Sygehus siden 1. december.

Når patienterne ligger op og ned af gangene kan de ikke evakueres hurtigt nok ved en brand. Derfor skal der i yderste konsekvens sættes en brandvagt på afdelingen.

- Vi har sat brandvagt på tre gange i december, fordi der var så stuvende fuldt, så der ikke var mulighed for at gøre andet end at sætte ekstra mandskab på til at håndtere en evakueringssituation, fortæller beredskabschef i Vestsjællands Brandvæsen, Lasse E Hansen.

Det er influenzaepidemien og en lang periode med koldt og fugtigt vejr, der har givet langt flere patienter, siger vicedirektør på Holbæk Sygehus, Knut Borch-Johnsen.

- Hele landet er i den situation, at der er spidsbelastning på sygehusene, og det har i særlig grad ramt Holbæk Sygehus, siger han.

Der er dog ikke andre sygehuse i Region Sjælland, der har haft ekstra brandtilsyn på grund af overbelægning. Det viser en rundringning til regionens brandmyndigheder.

- De andre sygehuse har bedre muligheder for at udnytte ledige rum eller andre ting til patienter, end vi har, men det at have ekstra patienter gælder alle steder i øjeblikket, siger vicedirektør på Holbæk Sygehus, Knut Borch-Johnsen.

Facebook
Twitter