Med nyt 'blødnings-kit' i ambulancen kan du hjælpe til ved eksplosioner og skyderier

I Falcks ambulancer vil der fremover være et blødnings-kit til større blødninger forårsaget af terrorangreb eller skyderier.

Rasmus Stein er ambulanceinstruktør ved Falck i Ringsted. Han er glad for det nye udstyr, hvor borgere i højere grad kan hjælpe til. (Foto: Jeppe Højmark Mikkelsen - DR Sjælland)

Når Falcks 400 gule og grønne ambulancer i fremtiden rykker ud, så vil ambulanceredderne være udstyret med et blødnings-kit, der kan stoppe livsfarlige blødninger som følge af skyderi eller kraftige eksplosioner.

Det ekstra inventar skyldes, at verden har ændret sig, og ambulanceredderne nu skal ud til eksempelvis bandeskyderier eller potentielle eksplosioner i forbindelse med et terrorangreb, siger Jakob Wohlgemuth, der er regionsdirektør for Falcks ambulancetjeneste i Region Sjælland.

Regionsdirektør for Falcks ambulancetjeneste i Region Sjælland, Jakob Wohlgemuth, mener, at det nye udstyr er et resultat af terrortrusler og bandeskyderier. (Foto: Jeppe Højmark Mikkelsen - DR Sjælland)

- Vi er forpligtet til at udvikle os i forhold til den efterspørgsel, der er. Vi kan se, at de opgaver, vi rykker ud til, har ændret sig, og derfor bliver vi nødt til at tilpasse os, siger han.

Det nye kit er indrettet, så det hurtigt kan betjenes både af reddere og af borgere, så de kan gøre en forskel med det samme.

Hvorfor er der brug for det her udstyr netop nu?

- Mange af delene i den nye taske var faktisk i ambulancen i forvejen, men nu har vi samlet udstyret i en taske, fordi tid er så væsentlig en faktor i de her tilfælde. Derfor er det vigtigt, at redderne kan tage udstyret med hurtigt og hjælpe tilskadekomne med det samme, siger Jakob Wohlgemuth.

Tasken kommer til at gøre en forskel

I parkeringskælderen hos Falck-stationen i Ringsted er ambulance-instruktør Rasmus Stein meget tilfreds med, at de har fået det nye blødnings-kit.

Han mener, at det kan spille en afgørende rolle i akutte situationer, hvor det gælder liv og død.

- Det handler jo meget om tid, når vi skal stoppe voldsomme blødninger, og derfor kommer den her taske til at gøre en forskel, fordi den er pakket med de vigtigste remedier, siger han.

Det nye udstyr er på størrelse med en toilettaske. Inden i er der specielle bandager, tourniqueter og speciel gaze til at stoppe voldsomme blødninger. (Foto: Jeppe Højmark Mikkelsen - DR Sjælland)

Derudover giver det nye udstyr også mulighed for hjælp fra borgere i nærheden af eksplosionen eller skyderierne, hvis der er mange sårede.

- Det er vigtigt i en situation, hvor der er mange tilskadekomne. Der er vi kun to reddere, og der er det vigtigt, at vi kan få hjælp af civile, så vi kan kaste tasken over til dig og instruere på afstand, hvordan du kan hjælpe, siger Rasmus Stein.

Blødningskittet er et supplement til det eksisterende ambulanceudstyr og består af specielle bandager, tourniqueter og speciel gaze til at stoppe blødningen.