Medarbejdere strømmer til tømrervirksomhed

Tømrer- og snedkermester i Slagelse er en af de mange virksomheder i Region Sjælland, der har fået nye medarbejdere.

Virksomheden er vokset stødt de sidste år og har øget omsætningen af byggesager fra én-fem millioner kroner til mellem 15-20 millioner kroner om året. (Foto: Niels Lien Tømrer og Snedkermester i Slagelse.)

Vi hører ofte, at folk flytter fra land til by. Men nu tyder meget på, at udviklingen er ved at vende. I Region Sjælland er der skabt 3000 nye job på to år, viser en ny analyse fra Vækstforum Sjælland.

En af de virksomheder, der for alvor har fået gang i hjulene, er Niels Lien Tømrer- og Snedkermester i Slagelse.

50 nye navne står der på vagtskemaet i den lyse opholdsstue hos tømrervirksomheden. Faktisk er der kommet så mange nye medarbejdere de seneste år, at de har været nødt til at sætte en ekstra tavle op på kontoret med et vagtskema for at få plads til dem allesammen.

I løbet af det seneste år har tømrervirksomheden ansat 15 nye medarbejdere.

- Efter krisen er folk begyndt at se positivt på tingene, og privatkunderne er begyndt at bruge deres penge, siger tømrermester Niels Lien.

Det er især de mange nye byggeopgaver, der har sat gang i væksten, siger Niels Lien.

- Erhvervslivet har fået tiltro til, at tingene går den rigtige vej og sætter byggeopgaver i gang. Der har vi været heldige at ramme de rigtige priser på en del af dem, siger han.

Virksomheden er vokset støt de sidste år og har øget omsætningen af byggesager fra én-fem millioner kroner til mellem 15 -20 millioner kroner om året. Væksten skyldes især Slagelse Kommune, der har udbudt mange store byggeprojekter, siger Niels Lien.

- Slagelse Kommune har lavet et stort stykke arbejde med at få arbejde ud lokalt. De har udbudt mange store opgaver de sidste to-tre år, siger han.

I følge Væksthus Sjælland er det især virksomheder inden for bygge og anlæg og virksomheder, som hjælper erhvervslivet med alt fra jura til rengøring, der har oplevet stor vækst.