Medvind på Lolland: Nu skal der bygges vinger igen

Vindmølle-giganten Vestas er tilbage fem år efter, at virksomheden lukkede i Nakskov.

Lastbilerne kommer igen til at køre til Vestas' fabrik i Nakskov. Den genåbner nemlig nu, fem år efter den blev lukket og 430 ansatte blev fyret. (© vestas.dk)

Gadenavnet Vingevej giver nu igen mening, for Vestas er i fuld gang med at genetablere en vingefabrik på adressen i Nakskov.

Over 400 arbejdspladser forsvandt i 2010, da Vestas lukkede sin vingefabrik. Men med MHI Vestas Offshore Wind Energy - et samarbejde med japanske Mitsubishi – skal nakskovitterne fra omkring nytår igen til at producere vindmøllevinger.

Charlotte Lund blev fyret for fem år siden. Nu begynder hun igen fabrikken:

- Det er sådan en lidt mærkelig dag, men det er meget glædeligt, det må jeg sige.

Vingefabrikken i Nakskov genåbner nu præcis fem år efter den lukkede. (Foto: Søren Geisler © dr)

Verdens bedste vinger

Det er vinger på helt op til 80 meter, der skal produceres på den genåbnede fabrik. Vingerne skal sidde på den type havvindmølle, der sidste år satte verdensrekord ved at producere strøm til 13.500 husholdninger på et døgn.

Vestas’ tilbagekomst er vigtig, specielt for selvfølelsen i et område, der ellers oplever så meget dårlig omtale, mener John Jakobsen, der er faglig sekretær i 3F:

- Der er nogle, der skal gøre rent, der er nogle, der skal lave mad, der er nogle, der skal en hel masse i forbinde med vingeproduktionen. Så udover dem, der bliver ansat her, vil det betyde jobs hele vejen rundt i byen, siger John Jakobsen.

Fabrikken i Nakskov skal producere vinger til Vestas' 8MW havvindmølle, der sidste år satte verdensrekord ved at levere strøm til 13.500 husstande på et døgn. (© Vestas)

Tilbage til kollegaerne

Charlotte Lund havde fundet andet arbejde, men nu har hun selv sagt op for at komme tilbage på MHI Vestas:

- Jeg savnede nogle udfordringer. Jeg er ikke så gammel og har i hvert fald 20 år tilbage på arbejdsmarkedet, så jeg skal have nogle udfordringer, for at jeg kan fungere i en hverdag. Det er jeg sikker på, at jeg kan få her, siger Charlotte Lund.

Hun glæder sig til at komme tilbage til kollegaerne, selvom produktionen først for alvor går i gang efter nytår:

- Jeg er rigtig glad for at komme tilbage. Selvfølgelig bliver det helt sikkert ikke det samme, men jeg tror, jeg møder nogle af mine gamle kollegaer, så det glæder jeg mig også rigtig meget til, siger Charlotte Lund.

Facebook
Twitter