Virksomheder og firmaer skal til at dele hinandens maskiner og produktionsapparater efter samme model, som når private verden over deler blandt andet biler og boliger i ferierne.
Det lille firma Farmbackup fra Errindlev på Lolland har vundet Region Sjællands idékonkurrence om det bedste deleøkonomiske projekt for virksomheder.
Farmbackup kalder sin idé "Shareb2b" og den går ud på, at virksomhederne via en online markedsplads får mulighed for at dele maskiner og materiel, der i perioder står uvirksomme hen.
- Der skal være en økonomisk fordel for dem, der går ind i projektet. Det er det, der er fordelen ved små og mellemstore virksomheder, som har nogle store, dyre kapaciteter, som de gerne vil have udnyttet noget bedre, forklarer Anders Knudsen, der er en af folkene bag.
Anders Knudsen har udviklet idéen sammen med sin bror Søren Knudsen. De håber begge, at en deleøkonomi mellem små og mellemstore virksomheder kan skabe mere vækst og dermed flere arbejdspladser.
- Hvis du bliver bedre til at udnytte din kapacitet, så falder omkostningerne på det, du producerer, forklarer Søren Knudsen.
Et eksempel kunne være landmænd, der låner maskiner af hinanden i stedet for at skulle ud og investere i dem selv.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) mener, der er store gevinster at hente for virksomheder, som kaster sig over deleøkonømi.
- Man kan udnytte maskiner og udstyr meget bedre, end man gør i dag. Det betyder rigtigt meget for de små og mellemstore virksomheder, som ikke skal bruge unødigt mange penge i dyre maskiner, siger han.
Deleøkonomi er godt for os alle sammen. Sidste år kunne Dansk Industri konkludere, at det øger dansk velstand med 1,7 milliarder kroner.