Michell har været på kontanthjælp i 18 år: Nu får hun og 1,1 millioner danskere en pensionsopsparing

Den obligatoriske pensionsordning starter den 1. januar.

Michell Brendy kan fra i morgen se frem til at få sparet 0,3 procent af sin kontanthjælp op til pension. Hun har været på kontanthjælp i 18 år på grund af smerter i kroppen. (Foto: PRIVATFOTO)

Er du på uddannelseshjælp, barselsdagpenge eller dagpenge, får du fra det nye år automatisk en pensionsopsparing.

Pensionsbidraget indbetaler staten til ATP, og det betyder, at pensionen kommer oven i det beløb, du får i offentlig ydelse.

Det vil sige, at du ikke får et mindre beløb at leve for, selvom du sparer op til pension.

36-årige Michell Brendy fra Vemmelev ved Slagelse har været på kontanthjælp i 18 år på grund af smerter i kroppen, og hun ser frem til at få mere i pension.

- Det synes jeg lyder som en rigtig god idé. Det er ikke noget, jeg vil klage over.

Sammen med 1,1 millioner borgere kan Michell Brendy se frem til at have flere penge på lommen til folkepensionen, og for hende vil det gøre en stor forskel at få et større beløb til sin alderdom.

- Det vil jo hjælpe en del. Det er meget stramt nu, og alting stiger i pris. Både mad og husleje, siger hun.

Svært ved at spare op

Den obligatoriske pensionsordning blev i januar sidste år vedtaget af den tidligere regering for at sikre, at alle personer, der i kortere eller længere perioder er på overførselsindkomster, også får sparet op til pensionen.

Indtil nu har det været op til den ekelte selv at lægge penge til siden til pension, hvis man ønsker at have flere penge udover den udbetalte folkepension.

- Vi kan se, at personer på offentlige ydelser har svært ved at spare op til sig selv. Derfor vil de ikke have meget mere, end folkepensionens grundtillæg, når de skal gå på pension, lyder det fra folketingsmedlemmet Jacob Jensen, der sidder i finansudvalget for Venstre.

Jacob Jensen mener også, at den obligatoriske pensionsordning vil lette et fremtidigt pres på statskassen, fordi der vil være færre personer, der har brug for en ekstra støtte fra samfundet, når de skal pensioneres.

Det ekstra beløb vil også lette presset for Michell Brendy.

- Jeg vil have lettere ved at få hverdagen til at fungere. Så kan jeg bedre leve mit liv uden at skulle vende hver 50-øre, fortæller hun.

Derfor er det også vigtigt, at de ekstra penge går til pension og ikke til en større overførselsindkomst, lyder det fra Jacob Jensen.

- Hvis vi i stedet hævede ydelserne, ville forskellen mellem at være på offentlige ydelser og arbejdsmarkedet blive mindre. Der mener Venstre, at vi altid skal stå i en situation, at det kan betale sig at arbejde, understreger han.

Pensionsordningen starter i 2020 med at give borgeren et pensionsbeløb svarende til 0,3 procent af den ydelse, han eller hun modtager.

Hvert år stiger beløbet med 0,3 procentpoint indtil 2030, hvor pensionsbidraget vil svare til 3,3 procent af den ydelse, man ellers modtager fra det offentlige.