Minister genåbnede togstrækning i weekenden: I dag måtte pendlerne igen tage togbus

Pendlerne mellem Næstved og Vordingborg har kørt i togbusser siden marts. De får lov at vente endnu en dag, før de kan tage toget.

Det hele skulle have kørt på skinner igen her til morgen på togstrækningen mellem Næstved og Vordingborg. Men nej.

Alt var ellers gjort klar, transportministeren var i weekenden på besøg for officielt at markere åbningen af strækningen, der har været lukket siden marts, mens Banedanmark har opgraderet og gjort klar til Femern-forbindelsen.

Men Banedanmark har ikke kunnet få signalanlægget til at fungere, og togpendlerne måtte i morges igen køre med togbusser.

Thomas Roland, skulle fra Østerport til Nykøbing Falster, hvor han arbejder som arkæolog i Slots- og Kulturstyrelsen. Han havde endda tjekket rejseplanen søndag, og der så alt normalt ud.

- Nu troede jeg endelig, at man kunne få lov at køre normalt. Og så får jeg at vide, at det kan man ikke. Så det betyder en 40 minutters forsinkelse, og at jeg må udsætte nogle møder, siger den tydeligt frustrerede pendler.

Fejl på anlægget

I går eftermiddags fandt Banedanmark fejl på signalanlægget, og fejlen blev først fundet så sent, fordi anlægget er det sidste, der bliver testet, siger projektdirektør i Banedanmark Klaus Jørgensen.

- Under normale omstændigheder ville vi kunne rette fejlene hurtigt, men de her fejl var svære at finde, så det har taget lang tid at udbedre dem. Og det er vi rigtig kede af, siger han.

Banedanmark står her til morgen på Næstved, Lundby og Vordingborg stationer med kaffe til passagerne. Det var planlagt for at sige tak for tålmodigheden, men nu bliver det i stedet en undskyldende kop kaffe, fortæller projektdirektør Klaus Jørgensen.

- Jeg ved godt, det ikke er et plaster på såret, som dækker, men det er det bedste, vi kan gøre lige nu, siger han.

Hos DSB er der også forståelse for pendlernes frustrationer. Det fortæller informationschef Tony Bispeskov.

- Passagererne havde efter lang tids sporarbejde set frem til, at nu kunne de køre i tog igen. Men efter Banedanmarks prognoser må de vente til i morgen tidlig, siger han og minder om, at passagererne kan søge erstatning hos DSB's rejsegaranti.

Facebook
Twitter