Minister vil hverken lukke eller flytte teltlejr

Enlige mænd skal ikke bo sammen med børnefamilier på asylcentre, lyder begrundelsen.

Teltlejrene er ganske udmærkede, og hvis det er et signal, der får nogen til at vælge Danmark fra, så er det ikke et problem for mig, siger udlændingeminister Inger Støjberg (V). (Foto: Michael W. Rasmussen © Beredskabsstyrelsen)

Naboerne til teltlejren i Næstved og borgmester Carsten Rasmussen kan godt glemme alt om at få lukket teltlejren i Næstved.

Selvom borgmesteren og naboerne sommeren igennem har skrevet til udlændingeminister Inger Støjberg (V) og bedt om at få en dato for lejrens lukning, så er svaret nej. De får ikke en dato.

Det fastslog ministeren på et møde i Venstre i Næstved i aftes.

Inger Støjberg har tidligere på sommeren lukket asylcentre flere steder i landet, fordi der er kommet færre asylansøgere end sidste år. Men det er helt bevidst, at hun ikke vil lukke teltlejren i Næstved.

- De enlige mænd, der kommer hertil, skal ikke bo sammen med børnefamilier på asylcentre. Teltlejrene er ganske udmærkede, og hvis det er et signal, der får nogen til at vælge Danmark fra, så er det ikke et problem for mig, siger udlændingeministeren.

Venstres spidskandidat til kommunalvalget Kristian Skov Andersen kritiserede sin partifælle for, at hun lod unge mandlige asylansøgere bo midt i Næstved by tæt på skoler og Næstved Gymnasium.

- Jeg forstår ikke, hvorfor du vil holde de unge mænd adskilt fra asylansøgere på centrene, når de åbenbart godt må bo tæt på danskere og tæt på skoler og idrætsanlæg, sagde Kristian Skov Andersen.

Venstrekandidaten spurgte, om ministeren var villig til at flytte teltlejren væk fra Næstved by, hvis kommunen finder en grund.

- Det bliver for dyrt, for staten ejer Civilforsvarets grund, og der er en række faciliteter, som er alt for dyre at bygge op forfra, sagde Inger Støjberg.

Facebook
Twitter