Møn vil være det mørkeste sted i Danmark

Med kig til tusindvis af stjerner forsøger en gruppe på Møn at blive en del af organisationen Dark Sky. Det skal være mørkt på Møn.

Lysforureningen i Danmark kan gøre det svært at få øje på de tusindvis af stjerner, der gemmer sig i nattemørket. Møn er et af de steder, hvor der er mørkt nok.

Der er penge i mørket. Det mener en gruppe entusiastiske mennesker på Møn.

De arbejder for at blive optaget i organisationen International Dark Sky, som et af de mørkeste steder i Danmark.

Lokkemaden er udsigt til 14.000 stjerner på det natmørke Møn, fortæller en af initiativtagerne, amatør-astronom Tom Axelsen. Og på grund af minimal lysforurening har området den bedste udsigt til Mælkevejen.

- Jeg håber, det kan være med til at åbne øjnene op for, at der er muligheder i mørket, og at der ikke er noget uhyggeligt ved mørket. Det er ligeså naturligt som dagslys, siger han.

Et kig på et kort over lysforurening i Danmark viser, at der kun er ganske få offentlige steder at observere stjerner i fuldstændigt nattemørke.

Men på Møn satser en en gruppe mennesker på at genskabe mørket, for ulvetimen er vigtig, fortæller campingindehaver og idémanden bag Dark Sky Møn, Ole Eskling.

- Den blå time har så stor betydning. I gamle dage overleverede man legender og historier. Når du tænder lyset i ulvetimen, så bliver der helt mørkt udenfor, og du kan ikke se ud. Vi har helt mistet eventyret i ulvetimen. På Møn ser vi lys i mørket, siger han.

International Dark Sky Association har godkendt mange Dark Sky-områder rundt om i verden. De dækker nu 42.000 kvadratkilometer, ifølge foreningens hjemmeside.