Moffe løsladt i sag om medicinsk cannabis

Tre personer er løsladt i en sag om fremstilling af medicinsk cannabis. Sigtelsen opretholdes.

Sympatisører fra støttegruppen FreeMoffes var mødt talstærkt op i Holbæk 1. november, da de tre personer var i retten. (Foto: Sten Jørgensen © dr)

Claus Moffe Nielsen, hans hustru Louise og en tredje person er i dag blevet løsladt i en sag om salg af cannabis-medicin. Det fortæller Claus Moffe Nielsen og hustruen Louises advokat, Erbil Kaya.

- De er blevet løsladt i dag, og mine to klienter er ude af arresten og på vej hjem, siger han.

Retten skulle tirsdag have taget stilling til, om de tre personers varetægtsfængsling skulle forlænges, men i stedet er de altså blevet løsladt.

Det skyldes, at de ikke længere kan påvirke sagen, fortæller anklager ved Midt og Vestsjællands Politi Lise Møller Frandsen.

- Derfor har vi selvfølgelig valgt at løslade dem, for vi er jo ikke interesserede i at holde på folk længere end nødvendigt, siger hun.

Sigtelsen mod de tre personer opretholdes, og politiet efterforskning fortsætter.

DR Sjælland har forsøgt at komme i kontakt med sagens hovedperson Claus Moffe Nielsen efter løsladelsen. Det har endnu ikke kunnet lade sig gøre.

FacebookTwitter