Det socialt udsatte boligområde Motalavej i Korsør, der også er med på den såkaldte ghettoliste fra udlændinge-, integrations- og boligministeriet, danner i dag rammen for et helt særligt cykelløb.
Løbet er arrangeret af den 19-årige professionelle cykelrytter Mohamed Mujel. Han cykler til dagligt for det italienske cykelhold Fly Cykling Team i A-ligaen, men har boet på Motalavej hele sit liv.
Begivenheden skal være med til at skabe et positivt billede af et kvarter, der ellers får meget negativ omtale, siger Mohamed Mujel.
- De skal se, at det ikke kun er ballade, der er her. Det er et ganske flot boligkvarter, som er meget almindeligt menneskeligt, siger han.
Initiativet er med til at inspirere andre unge i området, siger projektleder fra Kvarterhuset i Korsør Karin Sneevang.
- Han kommer jo til at stå som en rollemodel for alle de unge. Udover det, at de ved, at han forfølger en drøm, så kan de også se, at det nytter noget at drømme, siger hun.
Initiativet glæder også leder af lokalpolitiet i Slagelse Allan Holm.
- Vi synes, det er et rigtig godt initiativ. Det er et område, der har haft en del udfordringer gennem årene, og der er en historie, der ligesom hæfter sig på Motalavej. Derfor synes vi, det er rart, at de her historier også kommer frem, og det vil vi gerne være med til at støtte op om, siger han.
Den første start til cykelløbet "M. Mujel Invitational Race" bliver skudt i gang i dag klokken 10.00 i Korsør.