Mor delte billede af blotter på Facebook: I dag falder dommen i Landsretten

Landsretten afgør i dag, om Rikke Andersen skal betale en bøde for at dele et billede i blotter-sag

I dag bliver det afgjort, om Rikke Andersen fra Nyråd skal betale 5000 kroner i bøde for at dele et overvågningsbillede af en blotter på Facebook.

I dag klokken 13 falder der dom i Landsretten i en sag om en mor fra Nyråd ved Vordingborg, der delte et overvågningsbillede af en blotter på Facebook.

Retssagen mod Rikke Andersen begyndte i sidste uge, men Østre Landsret i Nykøbing besluttede at vente med domsafsigelsen til i dag.

I august 2016 efterlyste Rikke Andersen på Facebook den mand, der havde blottet sig for hendes 10-årige datter og en veninde ved en dagligvarebutik i Nyråd.

Rikke Andersen blev idømt en bøde på 5.000 kr. for at offentliggøre billedet af manden, men hun nægtede at betale bøden, fordi blotteren slap med en bødestraf på det halve - altså 2.500 kroner.

I marts sidste år blev Rikke Andersen ellers frifundet i Byretten. Men Anklagemyndigheden mente, at der var blevet brugt en forkert paragraf, og i juni blev Rikke Andersen igen dømt til at betale bøden på 5000 kroner.

I dag kommer sagen igen for Landsretten. Ifølge Rikke Andersen er sagen blevet en principsag, da hun mener, at sagen går imod retssikkerheden.

- Jeg vil ikke finde mig i at blive straffet dobbelt så meget som den mand, der har krænket mit barn, siger Rikke Andersen.

I strid med dansk lovgivning

I august 2016 delte Rikke Andersen et billede på Facebook af en 20-årig mand, der havde blottet sit lem over for to 10-årige piger bag en butik i Nyråd, heriblandt hendes egen datter.

I opslaget efterlyste hun manden fra overvågningsbilledet med teksten ”ham hér skal vi have fat i, så del, indtil vi finder ham,”men det er en overtrædelse af Persondataloven.

Persondataloven skal sikre, at det kun er politiet, der tager sig af at behandle oplysninger om strafbare forhold - såsom overvågningsbilleder. Men Rikke Louise Andersen nægter altså at betale bøden, fordi hun mener, sagen er principielt forkert, og derfor er sagen endt for en domstol af flere omgange.

- Jeg kan ikke se, at et billede er en overtrædelse af persondataloven. I øvrigt så er jeg anklaget for, at jeg har delt billedet i en gruppe, ikke på min egen profil, siger Rikke Andersen.

Opdatering: Vi skrev tidligere, at Landsretten havde udskudt retssagen til i dag. Det er dog bare domsafsigelsen, som falder i dag.

Facebook
Twitter