Mor er bekymret for stærk medicin i madkassen

Stærk medicin i madkassen kan blive et farligt problem, når inklusionen af børn med særlige behov for alvor sættes i værk. Skolerne bør allerede nu forholde sig til, hvad de skal gøre.

Stærk ADHD-medicin hører ikke hjemme i madkassen sammen med ostemadder og gulerødder.

Det har ellers været proceduren for en mor i Faxe, når hun har sendt 13-årige søn i skole. Men Hanne Baron sætter nu spørgsmålstegn ved madpakkeløsningen.

ADHD-piller ligner slik

Madpakkeløsningen duer ikke for Hanne Barons søn. Både fordi drengen ofte nægter at tage sin ADHD-medicin, så den lander i skraldespanden, men også fordi den tic-tac-lignende pille kan være farlig for andre børn at få fingre i.

ADHD-medicinen er nemlig så stærk, at den i kriminelle kredse benyttes som et amfetaminlignende og er altså et euforiserende stof.

- Syv ud af ti gange tager min søn ikke pillerne, og nogle gange ryger de i skraldespanden. 

- Jeg frygter at andre børn en dag spiser pillerne, som ligner slikket tic-tac. Og jeg har derfor skrevet om det på skolens forældre-intra, så andre forældre tager en snak med deres børn om det, fortæller Hanne Baron.

Hanne Baron forsøgt at få en ordning, hvor sønnen får pillen på Rolloskolens kontor, men uden held.

Skolen har ikke ønsker at kommentere den konkrete sag, men siger til DR Sjælland at man fra gang til gang og i dialog med forældrene finder en forsvarlig løsning.

Få styr på medicinen

Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og ikke mindst ADHD-foreningen deler Hanne Barons bekymring for pillerne i madkassen, og opfordrer nu skolerne til at få styr på procedurerne.

- Skolerne bør have en medicinpolitik, lyder det fra formand for Skolelederforeningen Anders Balle.

 

Foreningen for ADHD er enig.

- Når langt flere børn med særlige behov de kommende år strømmer ind i folkeskolen, er det helt afgørende for deres skolegang, at der er styr på medicinpolitikken, lyder det fra ADHD-foreningens formand Jette Myglegård.

 

Facebook
Twitter