Morten kører ud med æg og mælk til isolerede borgere: Har kørt omkring 400 ture efter nedlukning af Danmark

​​​​​​​Rema1000 oplever en tredobling i antallet af brugere af mad-app.

Morten Kock står ved sin hvide bil på parkeringspladsen ved Rema1000 i Fårevejle Kirkeby i Odsherred på Vestsjælland.

I bilen ligger fire poser, som skal afleveres forskellige steder i området, og inden dagen er omme, har Morten taget seks ture mere.

- Det er til folk, som sidder

isoleret
. Det kan også være til handicappede, syge - eller folk, der ikke har lyst til at tage ud at handle. Så gør vi det, siger Morten Kock.

400 ture siden nedlukning

Siden statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet ned, har Rema1000 oplevet en tredobling i antallet af bestillinger online, og mere end 1000 private har meldt sig som nye indkøbere for andre kunder.

- Det startede for 14 dage siden, hvor det hele begyndte. Siden har jeg haft omkring 400 ture. Jeg kører omkring 10-15 ture om dagen. Det er temmelig mange, fortæller Morten Kock.

Efter en stilladsulykke er Morten Kock i dag pensioneret, men det holder ham ikke tilbage for at hjælpe andre.

Det kan han gennem Rema1000-appen Vigo, der går ud på, at han får en indkøbsseddel fra andre med varer, som han så leverer til døren.

Alligevel understreger han, at han tager hygiejnen meget alvorligt, når han skal købe ind.

- På én tur spritter jeg fingrene seks til syv gange. Det skal jeg gøre. Vi skal også stille tingene ved døren, og så kvitterer de med appen på den anden side af døren.

Morten Kock tjener kun en skilling til benzinen for at køre med de mange varer, men det betyder ikke det store for ham.

- Nu var jeg af gode grunde ikke modstandsmand under krigen, men det kan jeg være nu. Jeg kan yde en indsats, fordi jeg er rask, siger han.

Oplever stigning i handel på nettet

Flere online-supermarkeder som Nemlig.com og Coop.dk Mad oplever for tiden stigende efterspørgsel fra kunder, der vil slippe for en tur i supermarkedet.

Hos Netto oplever de også stigende efterspørgsel på deres online-tjeneste. Det fortæller Anette Bøgh, der er kommerciel chef for Fillop.

- Interessen for Fillop blev flerdoblet, da Danmark lukkede ned. Vi har oplevet en rigtig stor interesse fra yderområderne i Danmark, siger hun.