Museum siger stop efter efterlysning: 'Vi drukner i pornoblade'

Koldkrigsmuseet Stevnsfortet manglede gamle pornoblade til en udstilling om livet under den Kolde Krig.

Stakkevis af Anders And blade og Ugens Rapport har nu fundet vej til Koldkrigsmuseet Stevnsfort. (© Koldkrigsmuseum Stevnsfort)

Lange fingre har fået udstillingsbordet til at stå tomt i Koldkrigsmuseet Stevnsfortet på Sydsjælland.

Det drejer sig om det kulørte blad Ugens Rapport, som besøgende over tid har nappet så mange eksemplarer af, at der til sidst ikke var flere tilbage.

Derfor efterlyste museet i et opslag på Facebook flere af de gamle pornografiske magasiner i perioden fra år 1972 til 2000.

- Tidligere har vi haft Ugens Rapport til at ligge i udstillingen, men de har det med at forsvinde, og nu er vi løbet tør. Det er et lidt fjollet men også reelt problem. Vi mangler Ugens Rapport og Anders And-blade fra den Kolde Krigs periode, lød det i sidste uge fra Iben Bjørnsson, der er inspektør på Koldkrigsmuseum Stevnsfort.

Museet havde først erstattet de pornografiske blade med boligmagasinet Bo Bedre, men personalet kunne forstå på tidligere tjenestegørende på Stevnsfortet, at det ikke var et magasin, som soldaterne læste dengang.

- Derfor efterlyste vi pornoblade som Ugens Rapport og tegneserier som Anders And. Det gør vi, fordi vi har en udstilling, der har noget autenticitet, forklarer Iben Bjørnsson.

Fået flere flyttekasser

Og blade har museet fået.

Faktisk har det fået så mange donationer, at de ikoniske blade er stablet i flere flyttekasser.

- Det har været helt overvældende. Vi var bange for, om folk ville tage os alvorligt, fordi det var en lidt fjollet efterspørgsel. Men folk synes, at det var sjovt, og det gjorde, at de var gavmilde, lyder det overrasket fra museumsinspektøren.

Flere blade på bordet ved en udstilling på Koldkrigsmuseum Stevnsfort var udskiftet med Bo Bedre, efter museet oplevede, at flere eksemplarer af Ugens Rapport var forsvundet fra udstillingen. (© Koldkrigsmuseum Stevnsfort)

Derfor er museet nødt til at sige stop til at få flere blade fra den efterspurgte periode.

- Nu er vi oppe på to flyttekasser. Det er meget, som vi skal have plads til at opbevare. Vi har faktisk næsten ikke mere plads, siger Iben Bjørnsson.

- Vi er nødt til at sige stop. Vi drukner i pornoblade.

Folk skal stadig ikke stjæle

Selv om museets ansatte er tilfredse med de mange autentiske blade, har museumsinspektøren stadig et klart budskab.

- Vi er dækket ind med magasiner den næste lange årrække, men folk skal dog stadig ikke småhapse dem, siger Iben Bjørnsson, der understreger vigtigheden af at have Ugens Rapport liggende som en del af museets udstilling.

- Det siger noget om, at Forsvaret var en meget mandsdomineret arbejdsplads dengang. Bladet fortæller om en kultur, der var i Forsvaret, siger hun.

Ugens Rapport udkom første gang i 1972, og bladet var særligt kendt for sine billeder og historier om nøgne damer.

Siden ændrede bladets titel sig til Classic Rapport og blev udgivet en gang om måneden frem til år 2010.