My legede med Barbiedukker som barn - nu styrer hun slaget, når brandalarmen lyder

Næsten fire gange så mange kvinder søger ind på beredskabsuddannelsen som for ti år siden.

My Leerbeck Christensen er klar til at hoppe i brandmandsdragten, når alarmen lyder. På bagsædet af den røde indsatslederbil ved brandstationen i Store Heddinge ligger det tunge antræk.

Støvlerne sidder allerede monteret, så det tager ikke mange sekunder at få dragten på og blive klar til udrykning. Hun kan også hurtigt få den skinnende hjelm ned over håret, der er sat op, så det ikke sidder i vejen.

My Leerbeck Christensens far, overbrandinspektør ved Københavns Brandvæsen Flemming Christensen, i aktion som indsatschef ved den omfattende brand i Christiansborg Slotskirke i 1992. Også My Christensens farfar, Erik Christensen, var brandinspektør. (© (c) privatfoto)

My er beredskabsinspektør ved Østsjællands Beredskab. Til dagligt arbejder hun med at forebygge brande og vejleder borgere og kommuner. Men to døgn om ugen og i hver fjerde weekend har hun vagt som indsatsleder - og så skal familien være klar på, at hun kan finde på at stikke af midt i juleanden, som hun siger.

Ude på brandstedet planlægger og koordinerer hun indsatsen mod flammerne og bestemmer, hvor brandfolkene skal sættes ind.

Fra Barbiedukker til brandmandskarriere

My har brandmandsblod i årerne, men det lå egentlig ikke i kortene, at hun skulle arbejde inden for beredskabet, fortæller hun.

- Jeg legede med Barbiedukker som barn og tænkte ikke, at jeg skulle være brandmand. Men det har afmystificeret faget for mig, at min far og farfar begge var brandinspektører. Så det var ikke så skræmmende - blot en god udfordring, siger hun.

(Foto: Per Gade Gyldenkærne © DR Sjælland)
(Foto: Per Gade Gyldenkærne © (C) DR Sjælland)

Det var først, da hun fik studenterjob ved Københavns Brandvæsen, at ilden i hende så at sige blev tændt. Når hun så brandbilerne rykke ud med blå blink og horn med kvindelige indsatsledere, fik hun lyst til at gøre det samme - for man ved aldrig, hvad man kommer ud til, og det er meget afvekslende, siger hun.

Derfor søgte hun ind til Beredskabsstyrelsen og tog brandmandsuddannelsen. Hun blev 'hængende' og blev befalingsmand og underviste i alt fra røgdykning til skadesstedskommunikation.

Den nu 34-årige kvinde satte sig det mål, at hun ville være beredskabsinspektør, når hun var i midt-tyverne og nåede det, da hun blev ansat ved Stevns Brandvæsen i 2011.

’Jeg er mere end en kvote’

I det hele taget handler det for My Christensen om at udfordre sig selv og vise, at hun er berettiget til at være i beredskabet og undersøge, hvor grænserne for hendes formåen går.

- Skulle der være forskel på mig og mine mandlige kolleger? Er jeg bare en del af en kvote - eller kan jeg noget selv, spørger My og svarer straks:

- Jeg kan noget, og jeg føler mig berettiget, og jeg er glad for de opgaver, jeg har.

Ifølge My Leerbeck Christensen skal man som brandmand være modig og kunne tåle at få snavs under neglene, og så skal man i øvrigt ikke lade kønnet være en begrænsning.

(Foto: Per Gade Gyldenkærne © DR Sjælland)
(Foto: Per Gade Gyldenkærne © DR Sjælland)

- Jeg tror også, at tiden er løbet fra, at kvinder forventer, at de skal gå rundt i kjole på arbejdet. Selv om man har uniform på og slukker brand til daglig, kan man sagtens være feminin og være kvinde indenunder.

- Jeg føler i virkeligheden ikke, at der er den store forskel på mandlige og kvindelige brandfolk. Det er en misforståelse, at man skal være særlig hårdkogt for at være brandmand. Kvinder kan sagtens være med, siger hun og fastslår, at der et fællesskab på tværs af kønnene.

- Der er en samhørighed, og vi støtter hinanden. Vi går ind sammen og går ud sammen og sørger for, at alle kommer helskindet igennem både fysisk og psykisk, understreger hun.

Flere kvinder vil være brandmænd

Meget tyder på, at My Leerbeck Christensen i de kommende år kan få selskab af flere kvinder.

Stadig flere kvinder søger nemlig ind som civile værnepligtige, viser tal fra Forsvarets Personalestyrelse og Beredskabsstyrelsen.

På ti år er der sket en flerdobling af antallet af kvinder, der bliver optaget på beredskabsuddannelsen og dermed bliver uddannet som brandfolk.

Ifølge de seneste tal fra 2018 var andelen af kvinder blandt de 449, der startede på Beredskabsstyrelsens værnepligtsuddannelse, på cirka 15 procent, og på de kommende hold ventes omkring 20 procent kvinder. For ti år siden var andelen under fem procent.

Ifølge Beredskabsforbundet er der kun fem procent kvinder blandt de nuværende brandfolk. Det svarer til, at én ud af 20 brandfolk er kvinder.