Naboer til kæmpesommerhuse føler sig snydt: ’Stol ikke på kommunens lokalplan’

Lokalplaner er ikke støbt i beton, understreger kommunalforsker.

Konstitueret formand for Marielyst Ferieby Tina Charlotte Koeffoed ser de nye kæmpesommerhuse som et overgreb på feriebyens naturområde. (Foto: Nicola Brandt - DR Sjælland)

Inden du køber et nyt hus eller byggegrund, kan det være en god idé at kigge i områdets lokalplan først for at sikre dig, at der ikke er planer om at opføre et nyt højhus eller to nye fabrikker, der vil tage udsynet til den flotte havudsigt, som du måske har forelsket dig i.

Men det er ikke altid, at du kan stole på det, der står i kommunens lokalplan.

Det problem oplever flere beboere lige nu i Marielyst Ferieby på Falster, hvor de står midt i en kamp med kommunen om at få stoppet et stort byggeprojekt af ti nye kæmpesommerhuse.

Støbningen af fundamentet til de nye bygninger er i fuld gang, og sommerhusene bliver op til tre gange større end de nuværende 143 sommerhuse i Marielyst Ferieby.

Sommerhuse var ikke en del af lokalplanen

Konstitueret formand for Marielyst Ferieby Tina Charlotte Koeffoed er imod byggeriet, fordi der i lokalplanen for området blandt andet står, at der ikke må udstykkes grunde, så det går ud over naturområder.

Hun mener derfor, at sommerhusejerne har købt på forkerte forudsætninger.

- Man vælger at ødelægge et kulturhistorisk sted, som har en hel unikt naturmæssig værdi. Da vi ejere skrev under på vores sommerhuse, så vi det projekt, som kunne komme hernede. Det var små, mindre huse i klynger ligesom vores egne, siger hun.

Hun bakkes op af sommerhusejer Ulrich Bay Gosewinkel, der har sendt flere klager til Planklagenævnet, der hører under det uafhængige domstolslignende nævn Nævnenes Hus.

- Vi købte huset vel vidende om, at der var en lokalplan, der begrænser, hvad man må bygge i området. Jeg må sande, at den sikring, som vi troede på, ikke fungerer, fortæller han.

Marielyst ferieby består af 143 sommerhuse på 71-83 kvadratmeter. De 10 nye pool-sommerhuse vil skille sig ud fra feriebyen med sine 182-253 kvadratmeter. (Foto: Nicola Brandt - DR Sjælland)

Flere eksperter, som DR Sjælland har været i kontakt med, bekræfter, at byggeriet er i strid med lokalplanen for sommerhusområdet.

En af dem er arkitekt og byplanrådgiver Arne Post, der efter at have gennemgået lokalplanen mener, at planen er i direkte strid med den gældende lokalplans grundlæggende bestemmelser om formål, anvendelse og placering af byggeriet.

- Der burde være redegjort for, at projektet er i strid mod lokalplanen på en række punkter, siger han.

Borgmester: Vi stopper ikke byggeriet

Ifølge Guldborgsund Kommunes borgmester, John Brædder fra Guldborgsundlisten, overholder de nye kæmpesommerhuse lokalplanen for området.

Men hvis Planklagenævnet kommer til den beslutning, at lokalplanen er overtrådt. Hvad skal der så ske med de ti kæmpesommerhuse?

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at de så skal rives ned. Så skal et eller andet formentlig tilpasses.

Så I laver lokalplanen om?

- Ja, det må tiden vise. Lad os nu se, hvad der sker, lyder det fra John Brædder.

Guldborgsunds borgmester, John Brædder, mener, at kommunen har overholdt lokalplanen i forbindelse med ti nye kæmpesommerhuse. (Foto: Julie Würtz © DR Sjælland)

Kommunalforsker: Lokalplaner er ikke støbt i beton

Kommunens lokalplan kan du ikke bruge til noget, forklarer kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.

- Vi skal lade være med at tro, at lokalplaner er noget, der sikrer os i al uendelighed, og at det er støbt i beton. Det er ikke det, en lokalplan reelt set sikrer os. Det er vigtigt, at vi ved det som borgere, fordi jeg tror, der er mange, der går rundt med opfattelsen af, at det er noget, som er meget mere sikkert end andre beslutninger, siger Roger Buch.

Og skulle Guldborgsund Kommune have overtrådt lokalplanen, har kommunen to muligheder, vurderer Roger Buch.

Enten kan kommunen bede entreprenørerne om at rive projektet ned, eller den kan ændre lokalplanen.

- Kommunen kan ændre lokalplanen med tilbagevirkende kraft, sådan at det, som egentlig var i strid med reglerne, bliver lovligt, siger Roger Buch.

Ulrich Bay Gosewinkel tror heller ikke, at kommunen vil stoppe byggeriet af kæmpesommerhusene.

- Kommunen har mulighed for at sige, at de bestemmer, om projektet skal lovliggøres, og der kan vi nemt regne ud, at kommunen ikke er tilbøjelige til at sige, at det betyder nedrivning.

Erhvervsminister kaldt i samråd

Efter en række henvendelser fra blandt andet naboer til byggeriet af kæmpesommerhusene i Marielyst Ferieby har erhvervsminister Simon Kollerup (S) bedt Erhvervsstyrelsen om at udarbejde en "vejledning for kommunernes planlægning for store sommerhuse".

Vejledningen er nu sendt i høring, og den foreslår, at kæmpesommerhuse skal have deres eget område og ikke bygges i de eksisterende sommerhusområder.

Den nye vejledning er ifølge Torsten Schack Pedersen, der er erhvervsordfører for Venstre, stik imod den modernisering af planloven, som blandt andre Venstre og Socialdemokratiet vedtog for fire år siden.

Derfor har erhvervsordføreren kaldt ministeren i samråd.

- Jeg er bekymret for, at denne vejledning skal forstås på den måde, at regeringen forsøger at liste stramninger ind ad bagvejen. Det har vi brug for at få en afklaring på, og derfor har vi kaldt ministeren i samråd, siger Torsten Schack Pedersen.

I 2019 blev der oprettet 935 nye klagesager i Planklagenævnet. I år er der indtil nu oprettet 665 nye sager - mindst 11 af dem handler om byggeriet i Marielyst Ferieby.

Facebook
Twitter