Nadia omfavner kvinderne fra Sydhavsøerne med positive historier

PORTRÆT: Nadia Andersen har sat sig i spidsen for Danmarks første lokale kvindemagasin.

En barmfager kvinde i lilla kjole med en kæmpe sløjfe på hoften, fjerpynt i håret og en lille rød julekugle koket løftet i højre hånd. Rødbys svar på en ægte bakkesangerinde, Elsebeth Iver, pryder forsidebilledet på december-nummeret af magasinet ”Vi Kvinder” – Danmarks eneste lokale kvindemagasin.

Så lokalt, at det kun handler om og henvender sig til kvinder på Lolland og Falster.

I de lyse kontorer med udsigt over havnen i Nykøbing Falster smiler redaktør Nadia Andersen stort og tilfreds ved synet af julenummeret.

- Jeg bliver så glad, når jeg ser på den forside. Andre laver deres forsider, så det glitrer og glanser, står med guld, glimmer og jeg ved ikke hvad. Det her er anderledes, ikke så pusset nusset.

Hun er uddannet socialrådgiver, men for godt to år siden lagde Nadia Andersen hverdagen om og slog sig ned som iværksætter med målet at lave et blad for de kvinder, hun kender så godt, fordi hun selv er en af dem - født og opvokset, som hun er, i Nykøbing på Falster.

  • Nadia Andersen sammen med grafiker Gitte Olesen og salgschef Mikael Damgaard på redaktionen i Nykøbing Falster. (Foto: Gitte Olesen © Vi Kvinder)
  • Nadia Andersen har valgt at lave et trykt magasin i en tid, hvor de fleste magasiner og dagblade i stigende grad udkommer på internettet. (Foto: Gitte Olesen © Vi Kvinder)
1 / 2

Lokal fra top til tå

Hun har sine støvler str. 39 solidt plantet i den gode sukkerroe-muld, og der har de stået i alle hendes 36 år, hvor familie og tryghed har været den altafgørende faktor fra den dag, hun blev født. En tryghed, der har givet hende mod til at være sig selv og stå op for den egn, hun kommer fra - og styrke til at kaste sig ud i sit magasinprojekt.

- Jeg har nogle forældre, som har været sammen i mange, mange år og har dannet den base, som jeg har taget på mig i dag. De var ikke ligeglade. De havde ikke for travlt med deres eget liv. Jeg tror ikke, der findes en bedre opvækst end den, jeg har fået.

- Jeg har altid vidst - og det ved jeg stadig - at uanset hvad, så har jeg mine forældre i ryggen. Hvis jeg ringer og beder om hjælp, så står de der på to minutter. Den tryghed, vil jeg gerne give videre til mine børn.

Nadia Andersen kunne godt, men har ikke behov for at bo andre steder, for det ville ikke gøre hende mere lykkelig. Det er på Lolland og Falster, hun har sin familie, sit netværk og det lokalkendskab, som gør, at ”Vi Kvinder” hver måned kommer på gaden.

- Hvis basen er i orden, så kan jeg bedre udfolde mig både fagligt og jobmæssigt. Jeg nyder godt af det netværk, jeg har, for jeg er meget social. Det her, at folk kender mig, når jeg går på gaden - det kan virke omklamrende og navlebeskuende for nogen, men det kommer an på, hvordan man tackler det.

Det vigtigste er, at man interesserer sig for hinanden og bruger det positivt, siger Nadia Andersen:

- Når min nabo holder øje med huset, mens vi er væk, så er det ikke for at se, om vi har ryddet op i gården, men for at hjælpe os.

Tæt på at rykke rødderne op

Én gang i sit liv har Nadia Andersen dog været på nippet til at forlade sin familie og den kendte og trygge tilværelse på Sydhavsøerne. Hun var nået alderen, hvor hun fik lyst til at få børn uden at have mødt den rigtige mand.

- Så jeg tænkte OK. Jeg giver op, tager til København og lever livet som karrierekvinde. Så er det sådan, mit liv skal være.

Hun nåede så langt som til at finde en lejlighed i Køge. Men inden hun fik pakket flyttekasserne, dukkede Jakob fra Falster op, og alle tanker om at blive karrierekvinde i København forsvandt.

Manden fik idéen

Og det er faktisk Jakobs fortjeneste, at Nadia Andersen i to år hver måned har sendt et nyt eksemplar af ”Vi Kvinder” på gaden. Det udkommer i 5.000 eksemplarer, er udelukkende annoncefinansieret og ligger til gratis afhentning i butikkerne rundt omkring på Lolland og Falster.

- Det var min mand, der fik idéen. Nadia Andersen smiler igen. Efter flere år som kommunalt ansat socialrådgiver og medarbejder på en produktionshøjskole ville hun have mere tid til børnene, Nicklas på 14, Victor på 8 og Mathilde på 4 år. Hun forsøgte sig først med en pop-up gårdbutik med lokale produkter. Men det var svært at få til at hænge sammen med små børn.

  • - Jeg elsker at koble fuldstændigt fra derhjemme med min familie. (Foto: Nadia Andersen © Nadia Andersen)
  • En Tivolitur med alle tre børn sammen. (Foto: Nadia Andersen © Nadia Andersen)
  • - Jeg har ikke stået på ski så mange gange, så jeg er stadig nybegynder, men synes det er en sjov og aktiv måde at holde ferie på, fortæller Nadia Andersen. (Foto: Nadia Andersen © Nadia Andersen)
1 / 3

- Da min mand så sagde: Hvad med at lave et kvindemagasin, tænkte jeg først: Dem er der sgu så mange af i forvejen. Men hvis det nu blev et magasin for kvinder på Lolland og Falster om det, som interesserer dem.

Og fra beslutningen blev taget, til første nummer kom på gaden, gik det stærkt.

Print-magasin i en online tid

- For stærkt. Det kan jeg se, når jeg i dag kigger tilbage på det første nummer, erkender Nadia Andersen.

- Det var benhårdt arbejde. Jeg anede jo overhovedet ikke, om det var noget, folk ville tage til sig. Her kom jeg og ville lave et print-produkt i en tid, hvor alle andre gik on-line. Og i et begrænset område som vores er der konkurrence om annoncerne. Men jeg gik rundt og hilste med hånden på alle i detailhandlen, og jeg kunne mærke på de her kvinder, som jeg åbnede ideen for, at de syntes, det ikke var så dumt endda.

Tværtimod fik Nadia Andersen det ene tip efter det andet med gode råd om både kilder og historier.

- Netværket begyndte at fungere, tingene begyndte at eskalere, og læserne begyndte at reagere. Og da vi satte gang i en Facebook-gruppe, eksploderede det. Jeg er ikke skolet og uddannet journalist, og det kan godt være, at vi ikke altid får sat det komma rigtigt. Men vi gør det bedste, vi overhovedet kan. For vi gør det med hjertet, og fordi vi brænder for området her.

Og folk har taget magasinet til dig. De henvender sig på telefon, på mail og Facebook med forslag til, hvem hun skal tale med og hvor, der er en god historie. Andre henvender sig og vil gerne have en annonce med. Folk kan relatere sig til det, hun skriver om. De kan se sig selv i det, ræsonnerer Nadia Andersen.

Det kan hun også selv, og måske er det lige netop hemmeligheden bag kvindemagasinets succes.

Det er her, man kan læse om de kvinder, der bor på Lolland og Falster, deres liv og de ting, de beskæftiger sig med.

Som for eksempel Inge Pyndt fra gården Bukkeholm på Lolland. Hun er kæmpe fan af Kristian Lilholt og sørger for, at han hvert år giver koncert på Sydhavsøerne.

Eller den 70-årige Randi Meincke, der som netværkschef arrangerer sammenkomster for mænd og kvinder over 55 år.

Men det er også her, man får et portræt af kvinden bag den nye blomsterbutik eller invitationen til en wellness-aften for kvinder på det lokale hotel.

Stolt over at vise det bedste af os selv

Nadia Andersens mobiltelefon ringer. Det er hendes far, der er ude at køre med bagsædet fuld af ”Vi Kvinder”. Han hjælper med at distribuere julenummeret ud til butikkerne. Et nummer, der som alle de andre numre, udelukkende består af positive historier om kvinderne på Lolland og Falster.

- Jeg tror på, at mere godt, gør godt. Jeg er stolt, når vi her på Lolland og Falster viser det bedste af os selv. Når vi er positive og tænker på, hvordan vi kan hjælpe hinanden uden at forvente noget igen. Og når vi er rigtig gode hernede, så er det noget af det, vi er bedst til.

- Der er en masse fordomme blandt folk. Folk udefra har den ide, at hvis man kommer fra vandkantsområdet, eller hvad man nu skal kalde det, så er man mindrebemidlet. Men det skal vi ikke lade os slå ud af. Vi må bare modbevise det, som folk siger. For eksempel ved at fortælle om de mange muligheder, vi har. For vi har så mange muligheder lokalt.

- Folk, som besøger os, bliver overrasket over, at vi faktisk har byer med et rigtig fedt byliv. Og detailhandlen på Lolland og Falster har nogle lækre butikker, for eksempel i Nakskov. Det vil jeg vise i magasinet.

  • - Det er sådan, som de fleste, der kender mig godt, vil sige jeg er. Altid smilende og i godt humør og ikke bleg for at lave lidt sjov og ballade. Det har jeg nok fra min far. (Foto: Nadia Andersen © Nadia Andersen)
  • - Viktor og Mathilde har ”sminket” mig med vandfarver. Mine børn betyder alt for mig. (Foto: Nadia Andersen © Nadia Andersen)
1 / 2

Men bliver ”Vi Kvinder” så ikke et glansbillede af virkeligheden på Lolland og Falster?

- Jo, hvis ikke andre medier og aviser bragte alle de andre historier. Jeg blev så deprimeret forleden, da jeg ville tjekke nyhederne, og det eneste, jeg ser er folk, der er blevet slået ihjel, og andre negative ting. Vi skal ikke male glansbilleder, men vise flere billeder af samme sag. Jo mere vi fortæller de positive historie, jo bedre tror jeg, vi får det.

Nadia Andersen satser på at fortælle flere positive historier om kvinderne på Sydhavsøerne i fremtiden. Næste nummer skal have fokus på sundhed, og så arbejder hun og hendes to medarbejdere på at gå online med magasinet.

- Men det, jeg hører, er, at læserne allerhelst vil have printudgaven, så de kan sidde og læse det over aftenkaffen. Jeg vil gerne gå op i sidetal, men ikke i oplag. 5000 eksemplarer er det maksimale, hvis det skal løbe rundt. Og så kan jeg lide, at det er eksklusivt. Når de 5.000 eksemplarer er væk fra butikkerne, så er der bare ikke flere.

Blå bog: Nadia Andersen

  • 36 år

  • Gift med Jakob, der – også - er selvstændig

  • Mor til tre - Nicklas (14 år), Viktor (8 år) og Mathilde (4 år)

  • Født og opvokset i Nykøbing på Falster. Hun bor stadig i postnummer Nykøbing Falster, men er flyttet til Lolland – lige på den anden side af broen

Facebook
Twitter