Nein: Tyskere truer med sagsanlæg mod Femern-projektet

Topadvokat er netop kørt i stilling. Tyske tunnelmodstandere vil have stoppet projektet via rettens vej.

Modstanden vokser på tysk side. Der er retssager på vej fra hundredvis af helt almindelige tyskere, varsler SPD-politiker. (Foto: Jens Conrad-Petersen © DR)

Tyske tunnelmodstandere varsler sagsanlæg i stribevis mod den dansk-tyske forbindelse, som de frygter vil smadre natur, turisme og 600 tyske arbejdspladser hos rederiet Scandlines.

Tysklands store naturforening NABU, Naturschutzbund Deutschland, med langt over halv million medlemmer, meddelte i går på et pressemøde i København, at de har kørt en topadvokat i stilling.

NABU vil forsøge at bremse projektet, når foreningen som led i den tyske beslutningsproces om et års tid får mulighed for at komme med juridiske indsigelser.

Den almindelige tysker kan slet ikke se behovet for projektet

Den tyske SPD-politiker Bettina Hagedorn mener desuden, at Femern-projektet vil få travlt med at forsvare sig mod retssager fra private tyskere.

Hun har plads i Bundestag i Berlin og er selv bosiddende i det østholstenske område, hvor tunnelprojektet har givet anledning til 3.000 officielle indsigelser.

Bettina Hagedorn er indædt modstander af tunnelen og vurderer, at mange private tyskere i øjeblikket er på vej med sagsanlæg mod projektet.

- Hundredvis af helt almindelige borgere. De er meget nervøse. De kan slet ikke se behovet for dette projekt og de frygter, det vil få negativ indvirkning på deres hjem og dagligdag. Og de både kan og vil gå rettens vej, fastslår Bettina Hagedorn.

Danmark og Tyskland skrev under på en bro - ikke en tunnel

Hun peger på, at der rent politisk er god grund til at genforhandle traktaten, som i sin tid blev underskrevet af både Danmark og Tyskland.

- I paragraf 22 står der, at den kan genforhandles, hvis omstændighederne ændrer sig betydeligt. Det mener jeg i den grad, de er, siger Bettina Hagedorn til P4 Sjælland.

Hun peger blandt andet på at økonomien er skredet, og at man ved traktatunderskrivelsen talte om en bro. Ikke en tunnel.

- Gode naboer sætter sig ned og taler sammen, mener den tyske SPD-politiker.

Femern-selskab blev smidt ud fra modstandernes møde

Bygherren Femern A/S har ikke haft lyst til at kommentere de mulige juridiske udfordringer der venter fra både naturfredningsforening og private borgere.

Men at stemningen ikke er god mellem de tyske modstandere og bygherren viste sig med alt tydelighed på pressemødet i København.

Her mødte Femern A/S op med en enkelt repræsentant for at høre, hvad der blev sagt. Men inden mødet gik i gang, blev medarbejderen bedt om at forlade stedet.

Ifølge NABU fordi Femern A/S "havde opført sig dårligt ved at lignende pressemøde i Berlin".