Nikoline Werdelin - min yndlingsplet for enden af en badebro

Tegner, sceneinstruktør og dramatiker Nikoline Werdelin tager sig gerne en dukkert fra badebroen ved Musholm Bugt sammen med hunden Esta.

Nikoline Werdelin bruger gerne sommeren på at gå ture og bade med sin hund, Esta. (© DR Sjælland)

For enden af en badebro ved Musholm Bugt på Vestsjælland sidder Nikoline Werdelin med boxerhunden Esta.

Her går hun ned morgen og aften og tager en dukkert, eller sidder med hunden ved sin side og tænker over livet, eller det hun er i gang med at skrive på.

- Jeg har sommerhus her ude, og nyder at være omgivet af naturen. Jeg arbejder som regel, når jeg er her, og jeg synes ligesom, jeg kan mærke evigheden her, siger hun.

Nikoline Werdelin er tegner, sceneinstruktør og dramatiker. Af mange nok kendt for sine striber - Homo Metropolis i Politiken, Laura og Nugga i Alt for Damerne og Nina fra Rosengade i Ugebladet Søndag. En stribe, der stadig kører hver uge.

Men hun har også skrevet masser af teaterstykker, og sidste år var det Visen om Sidsel, som blev opført på Grønnegårdsteatret i Designmuseum Danmarks Have.

Det Kongelige Teater venter forude

Nu sidder hun i sit sommerhus på Vestsjælland og skriver på et nyt stykke, som skal opføres på Det Kongelige Teaters mellemste scene, og som hun også selv skal instruere.

- Jeg har selv været med til at caste skuespillerne for et år siden, og det vil sige, jeg har deres ansigter i hovedet, siger Nikoline Werdelin og fortsætter:

- Jeg bruger landet her til at lade fantasifigurernes sjæl fusionere med de ansigter, skuespillerne har, og her kan jeg koncentrere mig om det.

- For når man skriver karakterer, så er det lidt ligesom med spøgelser. De er i fare for at forsvinde, hvis der kommer for mange levende mennesker brasende ind i rummet, siger hun.

Stykket kommer til at hedde Stjernefamilien, og handler om den moderne patchwork-familie, men også om den globaliserede familie. Mere afslører Nikoline Werdelin ikke, mens hun sidder i den sidste intense skrivefase.

Netop derfor bliver der heller ikke for alvor tid til at holde ferie før til august, men det passer Nikoline Werdelin fint at arbejde henover sommeren.

- Det passer meget godt, fordi alle de andre steder er lukkede og folk er gået på ferie, så der er dejligt stille på computeren, siger hun.

Nikoline Werdelin har modtaget flere priser for både sine tegnestriber og dramatik. Senest Årets Ærespris og prisen for årets bedste tegneserie for Homo Metropolis ved Pingprisen 2014.

Vis mig din yndlingsplet:

  • Mange skuespillere, forfattere, politikere og musikere vender i sommerferien ryggen til hverdagen i København for at holde ferie i deres sommerhus et andet sted på Sjælland.

  • Hen over sommeren besøger DR Sjælland en række af de mennesker i sommerlandet til artikelserien 'Vis mig din yndlingsplet".