Norsk pizzakæde vil tvinge dansk restaurant til at skifte navn

Den norske pizzakæde Peppes vil have restauranten Peppes i Næstved til at ændre navnet.

Ifølge brevet fra Peppes advokater har den norske kæde haft patent på navnet siden 1979. (Foto: René Sabro)

I 20 år har navnet 'Peppes' prydet en italiensk restaurant i Næstved, men det kan nu være slut. Pizzakæden Peppes fra Norge har nemlig sat deres advokater til at få ændret navnet på den sydsjællandske restaurant.

De norske advokater har sendt et brev, hvor de skriver, at kæden har patent på navnet Peppes, siger Erhan Kekec, der ejer restaurant Peppes i Næstved.

-Det undrer mig, at de ikke kom for 20 år siden. Vi har heddet Peppes i 20 år, så hvorfor har de ikke gjort noget før, siger han.

Peppes ejer Erhan Kekec fortæller, at han ikke bare lægger sig ned. Han vil tage kampen op mod den norske kæde.

- Jeg har fået min advokat til at se på sagen, for jeg vil give dem kamp til stregen. Jeg vil ikke bare hedde noget andet, for vi har også opbygget goodwill med navnet Peppes, siger han.

-Min advokat mener, at vi har rimelig gode kort på hænderne, fordi vi har heddet Peppes i mange år, siger han.

DR har forsøgt at få en kommentar fra den norske pizzakæde, men det har endnu ikke været muligt.

Der har tidligere været sager, hvor store kæder har tvunget små restauranter til at opgive et navn. I 2014 dømte højesteret, at en restaurant i Sæby ikke måtte hedde Jensens Fiskerestaurant, fordi Jensens Bøfhus havde lagt sag an.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.