Nu fordobles antallet af centre for seksuelt misbrugte

Center for Seksuelt Misbrugte åbner fire nye afdelinger i landet for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb.

Fremover vil der være otte landsdækkende centre. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © bm)

Seksuelt misbrug i barndommen kan give angst og depression senere i livet.

Men nu er der hjælp at hente i flere byer rundt i landet.

Center for Seksuelt Misbrugte åbner i denne måned nye afdelinger i Aalborg, Herning, Næstved og Holbæk.

Her hjælper de ofre, der er blevet seksuelt misbrugt i barndommen, med at mindske de fysiske og psykiske skader fra overgreb.

Behandlings- og rådgivningstilbuddene ligger i forvejen i byerne Aarhus, Vojens, Odense og på Frederiksberg, men afdelingernes placering har givet udfordringer.

- Nogle har fortalt, at det ikke har været muligt for dem at rejse så langt. Dels på grund af økonomien, men også på grund af den lange transporttid, siger formanden for Spor, der er landsforeningen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb, Helle Borrowman.

Hun mener, at de lange afstande har haft konsekvenser for flere patienter, eftersom de store afstande fik dem til at fravælge behandlingstilbuddet.

Flere får mulighed for at få hjælp

Derfor glæder formanden sig ekstra over, at antallet af behandlingstilbud på Sjælland tredobles, siden det tidligere kun har været muligt at få behandling og rådgivning i hovedstadsområdet.

- Vores indtryk er, at Sjælland er det sted, hvor der har været det største sorte hul. Derfor er det ekstra glædeligt, at vi har fået to ekstra behandlingssteder, siger Helle Borrowman.

Forventningen til de nye afdelinger er, at flere mennesker med senfølger efter seksuel misbrug nu får mulighed for at få hjælp.

- Langt flere mennesker i nærområdet bliver opmærksomme på, at der er hjælp at hente, siger chef i Center for Seksuelt Misbrugte Øst Tina Holm Johansen og henviser til erfaringen fra Sønderjylland, hvor der i 2017 åbnede en satellitafdeling i Vojens.

De fire nye afdelinger af Center for Seksuelt Misbrugte er finansieret af satspuljemidlerne.