Nu skal der danske økokaniner på middagsbordet

Kaninkød kan let blive en indbringende forretning for danske økologiske landmænd, mener Landbrug og Fødevarer.

Kaninerne her bliver opdrættet på et landbrug uden for Sorø. (Foto: Ann Smed Madsen © dr)

Kaninen skal ikke længere kun være et kæledyr til børnene. Den skal op på middagstallerkenen.

Det mener Landbrug og Fødevarer, som er i gang med at afprøve mulighederne for produktion af spisekaniner i Danmark.

Kaninkød er både magert og klimarigtigt, og produktionen passer som fod i hose til økologiske bedrifter.

- Investeringen ved at starte produktionen er relativt begrænset, og samtidig er kaninen et nøjsomt dyr, der kan leve af græs og restprodukter, der alligevel findes ude på bedriften, forklarer chefkonsulent Lars Holdensen fra Landbrug og Fødevarer.

I dag importerer vi især spisekaniner fra Kina og Frankrig, men for år tilbage var kaninavl en indbringende sideproduktion hos mange landmænd.

Sådan skal det gerne være igen, mener Lars Holdesen. Han regner med, at der i 2017 findes omkring 15 nye økologiske kaninproducenter i Danmark.

Toprestauranterne får først

I dag prøveslagtes de første kaniner, der kan blive Ø-mærkede, men forbrugerne kan ikke finde dem i supermarkedernes kølediske i morgen.

- Det første marked er toprestauranter, for det er en særlig spise og derfor heller ikke et helt billigt produkt. Næste etape bliver supermarkederne, hvor vi kommer ud med en større mængde, forklarer Carsten Philipsen, der er formand for Danmarks Kaninavlerforening.

Danmarks Kaninavlerforening bakker op om projektet, men mener, det er vigtigt at skelne mellem kæledyr og produktionsdyr.

- Har man produktionsdyr, er det vigtigt, at børn og alle andre ved, at når kaninen når to-tre kilo, så skal den slagtes, og så ryger den altså på panden. Så er man forberedt, og det er ikke et kæledyr, siger Carsten Philipsen.

Samme pris som økologiske kyllinger

  • Danmark importerer i dag omkring 30 ton kaniner hvert år, og Landbrug og Fødevarer sigter i første omgang mod at overtage halvdelen af det marked.

  • Målet er at holde prisen på kaninkød på samme niveau som økologisk kyllingekød - omkring 130 til 150 kroner kiloet.

  • Landbrug og Fødevarer regner med, at danske økokaniner kan være ude hos forbrugerne allerede næste år.

  • Ø-mærket er det danske økologimærke.

Facebook
Twitter