Ny digital platform skal afsløre de bedste fiskesteder

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen håber, at en restaurering af de danske vandløb vil øge den danske lystfiskerturisme.

Fiskeriminister Eva Kjær Hansen (V) ønsker at øge lystfiskerturismen i Danmark via en digital platform. (Foto: Louise Wimmer Elmhoff © DR Sjælland)

Aborre, Ørred og Makrel.

Der er fyldt med fisk i de sjællandske farvande, og de skal være med til at lokke turister til.

Det mener fiskeriminister Eva Kjer Hansen fra Venstre, der i dag deltog i en fiskerikonference arrangeret af Fishing Zealand.

- Der er så mange muligheder for at være lystfisker i Danmark. Både, hvis man er den nørdede fisker, en børnefamilie eller turisten, der kommer langvejs fra. Men vi skal være bedre til at fortælle om alle de muligheder, der er, og gøre det mere tilgængeligt, siger Eva Kjær Hansen.

Derfor vil fiskeriministeren som en del af lystfiskerstrategien lave en digital platform, som kan vise, hvad man kan fiske og hvorhenne. Det kan både være lokalt, hvor lokale borgere kan finde de bedste steder, men det kan også være for turisten, der finder ud af, hvor man vil overnatte henne i Danmark.

Der er blevet afsat seks millioner kroner til udvikling af den digitale platform for lystfiskeri i Danmark. Platformen skal udvikles og drives af Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.

- I Danmark giver lystfiskeriet en omsætning på omkring en milliard om året. Og så kan man kigge lokalt på det i forhold til restaurantbesøg og indkøb i butikkerne. Derfor har vi også en stor interesse i at forbedre vores vandløb, så vi kan forbedre lystfiskerimulighederne, fordi det samfundsmæssigt har en stor betydning, fortæller fiskeriminister Eva Kjer Hansen.

Udvikling skal ikke gå for stærkt

En øget lystfiskerturisme er noget, Fishing Zealand gerne vil være med til at fremme.

Fishing Zealand er et projekt, der samarbejder med Danmarks Sportfiskerforbund, flere kommuner på Sjælland og Øerne samt frivillige lystfiskere, der arbejder på at forbedre fiskemuligheder i hele regionen.

Men udviklingen skal ikke gå for stærkt, fortæller Niels Lagergaard Pedersen, der er projektleder i organisationen:

- Vi skal gøre det i et tempo, som de lokale kan følge med til, fiskeklubberne og så vores fiskebestande. Dem værner vi om og restaurerer en masse vandløb og sætter fisk ud, siger Niels Lagergaard Pedersen.

Ifølge ham skal turisterne nok komme, når de finder ud af, at der er fisk at fange på Sjælland.

- Men det er et langt og sejt træk. Det er ikke noget, der sker over natten. For os er det ikke sådan, at vi ønsker at være en kæmpe destination om to til tre år. Det bliver i stedet et langt og sejt træk. Og det håber vi på, at kommunerne er med på, siger han.

Der skal nemlig også være nogle fisk at fange.

- Hvis vi inviterer nogle turister nu, og de ikke fanger noget, så kommer de ikke igen. Så tager de et andet sted hen og fisker, fortæller Niels Lagergaard Pedersen.

Og han mener, at Sjælland er et oplagt sted for lystfiskere.

- Vi har fjordfiskeriet, og vi har klintkyster på Møn og Stevns. Og så har vi en masse spændende fiskearter. Der er altid noget at fange et eller andet sted på Sjælland. Her behøver vi ikke kun at satse på havørreder, men vi har en bred palet af fiskearter.

Facebook
Twitter