Hver 10. voksne dansker har oplevet at blive stalket, dvs. få truende telefonopkald, mails i nogle tilfælde fysisk forfølgelse. Det viser en undersøgelse, Justitsministeriet lavede i 2013.
I 2012 blev en ny lov om skærpet indsats mod stalking vedtaget. Blandt andet skulle det give flere muligheder for at udstede polititilhold, men det har haft den modsatte effekt, siger Lise Linn Larsen fra Dansk Anti-stalking forening.
- Desværre oplever vi, at det er blevet vanskeligere at få et tilhold. Det kan tage flere måneder, før det træder i kraft, siger hun.
Politiet kan ikke få fat i stalkeren
For at kunne udstede et polititilhold er politiet nødt til at opsøge stalkeren og forkynde tilholdet. Men det er ofte svært at få fat i stalkeren, siger Susan Wandborg fra Operativ forebyggelse i Midt- og Vestsjællands politi.
- Vi bliver jo nødt til at fortælle stalkeren, at nu har pågældende fået til et tilhold eller et opholdsforbud. For vi kan jo ikke straffe en person, der ikke har fået at vide, hvad han eller hun ikke må eller kan, siger Susan Wandborg.
Justitsministeriets undersøgelse fra 2013 viser også, at kun hver 5. der er udsat for stalking anmelder det til politiet.
Sagsbehandlere skal også kende til stalking
Selvom stalking er et udbredt fænomen, så ved fagpersoner for lidt om, hvad det indebærer at være udsat for stalking, mener Lise Linn Larsen fra Dansk Anti-stalkingforening.
- Det er vigtigt, at sagsbehandlere ved noget om stalking. For når man er udsat for det, bliver man ramt både psykisk, socialt og økonomisk, siger hun.
Røde Kors holder mandag en konference i Ringsted om stalking, hvor fagfolk som politi, sagsbehandlere, politikere mv. er inviteret. Senere på året afholdes konference i Vejle, Aarhus og København.