Nye fartgrænser: Nu må du (nogle steder) køre 90 km/t på landevejen

I dag får bilister på de første landeveje lov til at køre hurtigere.

I første omgang bliver det bilister på Slagelse Omfartsvej, der får lov til at køre 90 kilometer i timen.

Bilisterne omkring Slagelse kan nu få lov til at trykke lidt hårdere på speederen. De bilister, der fra i dag kører på et stykke af omfartsvejen, der går vest om Slagelse, kan suse forbi nye skilte med 90 i stedet for 80.

Hastigheden bliver hævet som følge af finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) siger i en pressemeddelelse, at han er glad for, at bilisterne nu får glæde af den politiske aftale.

- Det gavner ikke blot den enkelte bilist, men hele samfundet, når man kan komme hurtigere frem uden at sætte sikkerheden over styr, siger Ole Birk Olesen.

Også i Jylland kommer bilisterne til at mærke de nye hastighedsbegrænsninger. På et stykke af E45 Østjyske Motorvej ved Vejle bliver det fra den 26. oktober tilladt at køre 120 kilometer i timen.

Nye skilte og mere sikkerhed

Vejdirektoratet har travlt med at sætte nye skilte op. De seneste måneder har direktoratet også arbejdet på at gøre strækningerne mere sikre at køre hurtigere på. Det siger afdelingsleder Ivar Sande.

- Det betyder, at bilisterne kan køre hurtigere og komme lidt hurtigere frem. Og så behøver de ikke at være usikre, fordi vi går ind og sikrer strækningerne bedre, end de har været tidligere.

Vejdirektoratet oplever også, at den nye fartgrænse ikke bliver brudt af bilisterne på samme måde som den tidligere fartgrænse.

- Vi kan se, at rigtigt mange har kørt hurtigere på de her strækninger end det tilladte. Når vi så hæver den tilladte hastighed, så viser det sig, at bilisternes hastighed ikke ændres ret meget efterfølgende, siger Ivar Sande.

(© DR Nyheder)

Regeringen og Dansk Folkeparti besluttede sidste år at hæve hastighedsgrænserne på 150 kilometer landevej og 31 kilometer motorvej. Helt konkret bliver det fordelt på fire motorvejsstrækninger og 17 steder på landevejene.

På landevejene skal der laves rumleriller både i midten af vejen og ved linjen ved kanten af vejen, der skal være bedre plads til cyklister, overhalingsforbud og nedsættelser af hastigheden ved større kryds for at sikre trafiksikkerheden.

Der skal også sættes autoværn op.

Vejdirektoratet vil sætte en særlig hastighedstavle op ved afslutningen af strækningerne. Den skal informere trafikanterne om, at de skal sætte farten ned til 80 kilometer i timen igen.

På motorvejene vil Vejdirektoratet lave hastighedstavler og rumleriller mod midterrabatten.

Vejdirektoratet forventer, at hastighedsgrænsen på motorvejene vil være hævet til 120 kilometer i timen på alle de udvalgte strækninger til november i år, mens den højere hastighedsgrænse på kilometer i timen på de udvalgte landeveje forventes at være gennemført i 2020.

Opdateret klokken 11:13 med citater fra Ivar Sande fra Vejdirektoratet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.