Nyt spor i Emilie Meng-sagen har givet politiet 75 henvendelser

Mange borgere har henvendt sig til politiet siden efterlysning af hvid personbil.

Liget af Emilie Meng blev fundet ved Borup på Midtsjælland - omkring 60 kilometer fra Korsør. (Foto: Privatfoto/Foto fra Facebook © facebook)

Politiet har modtaget 75 nye henvendelser i sagen om det uopklarede drab på Emilie Meng fra Korsør.

Det oplyser Søren Ravn-Nielsen, der er efterforskningsleder og vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet gik tirsdag ud med efterlysning af en bestemt type bil - en hvid Hyundai i30. Politiet mener den kørte rundt ved Korsør Station omkring det tidspunkt ved 4-tiden den juli-morgen for næsten et år siden, da den 17-årige pige forsvandt.

- Vi har siden, Emilie Meng bliver fundet, fået omkring 870 henvendelser, som vi arbejder med løbende, og så nu de her 75, og der kan komme flere henvendelser til, siger Søren Ravn-Nielsen.

Ifølge efterforskningslederen vidner de mange henvendelser om, at sagen fylder rigtig meget i folks bevidsthed.

- Det er vi glade for, på den måde at forstå, at jo flere henvendelser vi får, jo mere har vi at arbejde med.

Men det er alt for tidligt at tale om en slags gennembrud i sagen, fastslår Søren Ravn-Nielsen.

- Det kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Der er en del henvendelser, som vi nu kigger nærmere på. Netop for at vurdere, om det er noget, der kan arbejdes videre med.

Emilie Meng forsvandt sporløst fra Korsør Station en tidlig morgen i juli sidste år. Hendes lig blev først fundet næsten et halvt år senere - juleaftensdag ved Regnemarks Bakker på Midtsjælland.

Det er en lys Hyundai i30, som den på billedet her, politiet mener er kørt rundt på Korsør Station. (© Sydsjællands og Lolland-Falster Politi)
Facebook
Twitter