Ole Borneldals "1864" har vækket "Dansken"

- Vi oplever en ny storm på Dybbøl Banke i øjeblikket, siger museumsinspektør ved Historiecenter Dybbøl Banke, Bjørn Østergaard.

En slidt og kasseret gravsten, der fortæller om en falden soldat fra krigen 1864 sættes nu i stand af stenhuggere i Jyderup.

Historisk korrekthed eller ej. Filminstruktør Ole Bornedal og DR1's tv-serie "1864" har for anden gang i år vækket "Dansken".

Det fortæller , Bjørn Østergaard:

- Vi oplever en ny storm på Dybbøl Banke i øjeblikket.

Der har været en fremgang på 70 procent i løbet af året, og i efterårsferien oplevede man en stigning på 125 procent. Sidste år var der 50.000 besøgende. I år ender tallet på over 85.000.

 - Vi tager gerne handsken op og giver folk den virkelig historie, mens de får den fiktive historie i fjernsynet, siger Bjørn Østergaard, der nu føler sig ret godt underholdt af tv-serien:

- Jeg har ikke de samme problemer med det, som visse andre har, siger han.

Stenhuggerfamilie har fundet speciel gravsten

Interessen har også bredt sig til en stenhuggerfamilie på Vestsjælland, som har fundet en gravsten over en falden soldat fra krigen i 1864.

- Vi vil nu sætte den i stand og give den til eventuelle efterkommere, siger Niels Chr.. Nielsen, som er fjerde generation i stenhuggerfirmaet Chr.. Nielsen i Holbæk.

På gravstenen står der:

 "Her hviler Andreas Pedersen, menig ved 2. regiment 7. compagni 294. Født i Skoven 6. maj 1838. Faldt i kampen for fædrelandet ved Dybbøl den 28. marts 1864".

    Kordegn Eva Nielsen ved Dråby Kirke ved Frederikssund kan fortælle mere. For i foråret 2014 er der skrevet en fin historie om den faldne Andreas Pedersen på menighedsrådets hjemmeside.

Slægtsforsker har fundet efterkommere

Historien er skrevet af slægtsforsker og medlem af menighedsrådet, Anne-Lise Andersen:

- Andreas Pedersen var eneste søn, men han havde en søster og hendes tip-oldebarn lever. Så der er altså efterkommere, siger hun.

Historien om Andreas Pedersen fra Skoven ved Frederikssund er ganske usædvanlig. Han deltog som menig soldat i kampene og faldt ved Dybbøl den 28. marts.

"Av, der fik jeg nok," var hans sidste ord, da han fik den dræbende kugle.

Hans lig blev hjemsendt og begravet på Dråby Kirkegård, næsten hele Skovens befolkning fulgte den afdøde til jorden.

Da det store ligtog kom forbi Jægerspris, trådte Grevinde Danner frem og lagde en krans på kisten, samt udtrykte sin dybeste deltagelse, og tilføjede, at hun selv var dybt ramt af sorgen over sin mands død, og den tunge skæbne, der havde ramt hendes fødeland.

- Det er meget usædvanligt, at menige, faldne soldater transporteres hele vejen hjem til Sjælland fra Dybbøl. Det var almindeligvis forbeholdt de rige og officererne, mens de menige blev begravet på stedet, fortæller centerleder og museumsinspektør ved Historiecenter Dybbøl Banke, Bjørn Østergaard om fortællingen om Andreas Pedersen.

Facebook
Twitter